Beretninger fra medlemmer af Skørpingkoret.

 

Baggrunden for sangernes medlemskab

 

Beretningerne er afgivet i 2011 og i foråret 2012

 

 

Forord.

I det følgende finder du løbende beretninger fra nuværende og tidligere kormedlemmer i anledning af Skørpingkorets 30-års jubilæum i år 2012.

 

Disse er enten godkendte referater af digitalt optagne samtaler eller selvskrevne indlæg. Begge er et supplement til udgivelsen Korsangen i Skørping. Alle interviews er foretaget af Kristen Hansen, der også har taget alle fotos – med én undtagelse.

 

Syngemestrens inderste tanker:

Det er nødvendigt at synge.

 

Musikken fyldte meget i mit barndomshjem i København og når jeg tænker efter har jeg faktisk sunget altid.

 

I mine forældres familiealbum står der, at jeg som 2½ årig kunne synge Frihedssangen, og det var da også deres skyld, at jeg i 2.klasse blev flyttet fra en folkeskole og til sangskolen, som var hjemsted for Københavns Drengekor. Den blev i min drengetid ledet af Mogens Wøldike og senere Niels Møller. I dag er det Niels Møllers svigersøn, Ebbe Munk, som leder koret efter de samme kortraditioner som forgængerne.

 

Her startede min oplæring i korsangens mysterier og glæder, og gennem hele min skoletid havde jeg 8 – 10 timers kor – og stemmetræning, samt 2 ugentlige aftenprøver på de større kor- og orkesterværke,r som blev opført 2 gange om året: Påske og Jul. Derud over var der på alle søndage og nogle fredage hele året liturgisk kirkesang i Slotskirken og senere i Domkirken.

Denne musikalske opvækst betød mange store oplevelser og rejser. I min skoletid begyndte drengekoret at rejse udenlands, og jeg kan derfor fortælle, at jeg har optrådt på Scala-Operaen i Milano, som 12 årig.

 

Når korsangen var så integreret i skoleundervisningen, så blev det jo en naturlig del af min hverdag, og den gave man derved fik, tænkte man ikke så nøje over, men den kom alligevel til at præge mine valg senere i tilværelsen.

 

Som første. musiklærer i 1966 på Skørping Skole startede jeg et pigekor: Skørping Skoles Pigekor, og det var deres skyld, samt en rettidig bemærkning fra musiklæreren på mit seminarium, at jeg søgte på konservatoriet med hovedfaget musikledelse. Det var nødvendigt, at kunne noget mere. I stedet for en 4-årig musikledereksamen, endte det med en 7 årig sangeruddannelse med diplomeksamen og sang-pædagogik.

 

Herefterer begyndte jeg at synge opera på Den Jyske Opera,  i operakoret og senere som solist  frem til 1992. På det tidspunkt havde jeg sammen med kolleger og 3 studerende på konservatoriet oprettet Det Nordjyske Operakompagni, som i 2000 blev egnsteater.

 

Skørping Sangforening overtog jeg i 1982, men sangkoret begyndte at synge allerede i 1979 på opfordring af malermester Vebert Johansen og pastor Erik Skou. Koret havde omkring 20 sangere, og nogle var ”gamle” piger fra pigekoret, som nu fortsatte i et blandet kor. Når man er korsanger er det vigtigste arbejde at lære sin stemme, men for en korleder ligger det væsentligste arbejde i, at samle stemmerne til en korklang som fornemmes egal for koret. Det tager mange år for koret at lære det, og er en skoling af stemmen gennem sangøvelser, som ind imellem kan give nogle utilsigtede komiske situationer.

 

Ved en aftenprøve for mange år siden ville jeg lære sangerne forskellen på et stemt V og et pustet F. Begge lyde dannes som bekendt ved at sætte tænder og læber i forbindelse med hinanden. Hvad jeg ikke havde taget højde for var, at én af sangerne havde forlorne tænder, så de røg ud af munden på ham. Korprøverne er flyttet noget rundt. Først foregik de på Skørping skole i musiklokalet, senere på Lilleskolen, så flyttede vi til Medborgerhuset på Nykirkevej, og herefter til Kulturstationen. I dag , hvor vi er i Sognegården, har vi de bedste betingelser.

 

Gennem årene har der været mange store musikalske oplevelser, som det så fint er beskrevet i Jubilæumsskriftet:

Rådhuskoncerter, wieneraftner i det gamle medborgerhus på Nykirkevej, kirkekoncerter, friluftskoncerter og koncerterne på Kulturstationen o a.  En af de store opgaver var opførelsen af Skabelsen på Comwell i Rebild  til hotellets start, sammen med Gunnar Kragelund og Bælumkoret. Det var blot én af mange flotte opførelser, som man ikke forestiller sig kan lade sig gøre i en lille kommune.

 

En ting, som altid har været kendetegnet for Skørpingkoret er glæden ved at deltage i korstævner, og koret har altid stillet med mange sangere til stævnerne. Det giver fælles referencestof og bringer koret videre. Korstævner skal være inspiration for dirigent og sanger, og alle skal have noget med hjem. Men jeg husker især et, som blev en katastrofe, fordi instruktøren helt mistede situationsfornemmelsen overfor, hvad sangerne skulle præstere. Det må selvfølgelig ikke ske.

 

Et sangkor, som har eksisteret i 30 år er ikke blot et sangkor med prøver hver torsdag, men det bliver også et fast samlingspunkt  på tværs af generationer. Derfor er det en fornøjelse og inspiration stadig at kunne møde gamle sangere, som har taget hele turen sammen med mig, sammen med de yngre sangere. Det betyder at koret, der er kommunens største, til stadighed har en fremtid i sig.

 

 

Beretning afJørgen Dolmer

 

Jeg er vokset op i en lille landsby Hejls syd for Kolding. Min far var meget glad for at synge, spille klaver/orgel. Han dannede f.eks. et lille kor som sang i kirken ved særlige lejligheder.

 

I gymnasietiden gik jeg til klassisk klaverundervisning hos organist Axel Munk i Thisted kirke. Organisten fik mig med som tenor i Thisted Motetkor 1955-57, der sang ved en del musikgudstjenester i kirken, hvoraf nogle blev udsendt i DR.

 

Som teologistuderende i Aarhus blev jeg optaget i Aarhus Studiekor 1960- 1965 under ledelse af min ex-svigermor musikpædagog Ellen Juul Sørensen. Det var et forholdsvis stort kor med mange spændende sangere – bl.a. min kommende første kone Kirsten og Jakob Højlund fra Allingåbro.

 

Som studerende blev jeg optaget i Sct. Lukaskirkens drenge og mandskor under ledelse af organist Holger Smith. Jobbet som korist omfattede både gudstjenester og kirkelige handlinger – og det hjalp også lidt på en fattig students økonomi.

 

Som præst i Gauerslund, syd for Vejle var jeg i nogle år 1970 – 73 medlem af voksenkoret ved Vor Frelsers kirke i Vejle under ledelse af organist Axel Vestergård

 

Efter flytningen til Bistrupkirken i Hjørring i 1978-1985 kom Kirsten og jeg med i Hjørring seminariekor under ledelse af Frederik O. Hansen. I koret havde vi mange gode oplevelse med dygtige sangere. Ved et stævne blev vi dirigeret af Jester Hairston fra USA, og sang selvfølgelig hans ”Amen” og ”Marys Boy Child”.

 

Efter Bistrupkirken kom jeg til Støvring kirke. Da der ikke var kor i byen kom jeg med i Aars kirkes voksenkor 1992-2207 under ledelse af organist Anne Marie Hyldgaard. Koret sang ved mange koncerter, fordelt hen over året. Koret foretog også flere udlandsrejser – bl.a. til Polen. Som korsanger var jeg med til at synge bl.a. Händels Messias og Mendelsohns Elias.

 

Som pensionist i 2007 kom jeg straks med i Skørpingkoret med syngmesteren som den dygtige dirigent. Jeg blev formand allerede i 2008 for Skørping sang og musikforening og derefter fra 2011 alene formand for koret.

 

Store oplevelser blev Haydn’s Skabelsen i Viborg Domkirke i 2009 – Opera i Kor – Opera i Rebild Bakker, NOFO stævnerne – forskellige koncerter – 35 års jubilæet - Wieneraften - for slet ikke at forglemme korets julekoncerter i Skørping Nykirke og andre kirker, endvidere andre koncerter med mange spændende solister, som syngemesteren var dygtig til at invitere.

 

 

 

Susanne Livbjerg Bevensee

 

Jeg har været medlem af Skørping Sangforening siden 2006. Jeg er født og opvokset i Struer og korsangen har altid været min gennemgående fritidsinteresse, grundlagt af min far, der ufortrødent skrev sange og sang for ved alle tænkelige og utænkelige lejligheder. Den mindste begivenhed i familien og omgangskredsen blev fejret med en hjemmegjort sang.

 

Derfor kom sang og musik til at betyde meget for mig såvel i barndommen som i voksenlivet. Jeg gik til klaverspil hos en privat spillelærerinde, Fru Nielsen, som skulle have 5 kr. i timen, men så lå der også altid en ”Guldbarre” til mig på tangenterne! Jeg fortsatte undervisningen, indtil jeg blev 19 år, nok mest på grund af Fru Nielsen, som jeg holdt meget af.

 

Som 9 årig startede jeg i børnekor i folkeskolen. Jeg oplevede at deltage i Sangerdyst fra kyst til kyst med finale i Radioens Koncertsal, hvor vi vandt B rækken. Det var en stor oplevelse at marchere ind i salen og synge: ”Kammerater kom i gang syng med på den, det er forår igen….”. Senere blev jeg medlem af et kirkekor og et gymnasiekor. Her var min største oplevelse at synge Carmina Burana sammen med landsdelens øvrige gymnasiekor og orkestre - kyndigt ledet af lektor fru Unmarck Larsen.

 

Efter endt uddannelse flyttede jeg til Aalborg, hvor jeg i 25 år sang i daværende Aalborg Operettekor - nu Aalborg Koncertkor, der i min tid var et stort kor med 75 medlemmer. Det var nogle fantastiske sangår med mange koncerter og besøg i udlandet.

 

Jeg måtte imidlertid holde en pause med sangen, da jeg skulle videreuddanne mig i Aarhus, og da den var tilendebragt fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne undvære sangen mere, men at det nok var en ide at melde mig ind i et lokalt kor, så jeg slap for køreturen til Aalborg.

 

Jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg i 2006 meldte mig ind i Skørping Sangforening. Jeg befinder mig godt i den lokale sammenhæng og værdsætter de gode stemmer omkring mig. Jeg er også fuld af beundring for vores dirigent, som i 30 år trofast har stået i spidsen for koret og inspireret medlemmerne med sin musikalitet og seriøsitet – og i alle årere uden honorar!

 

I starten syntes jeg, det var sjovt at medlemmerne troppede op torsdag aften med en kaffekurv. Jeg fik associationer til Sangforeningen Morgenrødens udflugt. Jeg var nemlig i Aalborg vant til at få serveret kaffe og kage, så jeg skulle lige vænne mig til, at det også skulle medbringes.

 

Ved julekoncerten i mine første måneder i koret skulle vi synge Alta trinita beata – udenad, mens vi skulle vandre op og ned ad midtergangen. Jeg øvede og øvede, mens jeg stod og strøg derhjemme, men de ord ville altså ikke sætte sig fast. Så det endte med, at jeg måtte sige til Søren, at det ville jeg skåne mig selv og tilhørerne for, så jeg sad blandt publikum den aften. Siden er jeg heldigvis kommet efter det!

 

Korberetning – Ulla Pedersen

 

Jeg er født og opvokset i Smedeby ved Kruså som den yngste af 6 søskende. Min mor påstod, at vi ikke havde plads til et klaver – jeg havde ellers gerne ofret et dækketøjsskab eller en sofa – men sang var der heldigvis masser af plads til.

 

Mine søstre og jeg sang gerne flerstemmigt, til mine forældres store fryd. Min mor havde som ung sunget i kirkekor, og hun lærte mig noderne ved hjælp af et lille klokkespil. Af andre instrumenter i hjemmet kan jeg nævne talrige småskæve bambusfløjter, et par blokfløjter, en båndfalsk guitar, som var umulig at stemme – og min fars violin, som jeg overtog, da den lokale musikskole startede op. I 4 år mishandlede jeg det stakkels instrument, indtil jeg i 12 års fødselsdagsgave fik en guitar af min søster. Det instrument passede mig meget bedre, og jeg lærte mig selv at spille på den. Den blev min trofaste følgesvend i mange, mange år fremover. I årene på Klank Efterskole var det mest som akkompagnement til tidens protest- og fredssange, men da jeg kom på HF og havde musik som valgfag, modtog jeg endelig undervisning i klassisk guitar. Samtidig sang jeg i musikholdets kor, og de to ting tilsammen gav mig et frydefuldt indblik i nodelæsning på højere plan. Noder er geniale!

 

Efter et par sabbatår rejste jeg i 1984 til Nordjylland for at læse til bibliotekar. Min faste opgavemakker og jeg havde en fælles passion for Simon & Garfunkel, og vi brugte dem som ”gulerod”, når vi skrev opgaver: Når vi er færdige med dette afsnit, må vi synge The Boxer – tostemmigt forstås.

 

I de arbejdsløse år derefter gjorde jeg mere ved musikken: Jeg fandt en fantastisk guitarlærer, Christian Svendsen, som kun tog imod betaling, når jeg havde råd. Han lærte mig at spille med et mere personligt udtryk og støttede mig i egne kompositioner.

 

Samtidig blev jeg medlem af Skt. Mariæ Kirkes lille kor, ledet af sr. Marianne. Egentlig var jeg kun dukket op til en øveaften for at se, om det var noget ved – og det var det faktisk ikke – men det viste sig, at jeg var en af de få, der kunne noder, og da jeg oven i købet sang alt og dermed var vant til at synge noget andet end melodistemmen, blev jeg omgående shanghajet!

 

I de hen ved 10 år, jeg sang der (afbrudt af et halvt år på Den Rytmiske Aftenskole med elguitar, rockmusik og rytmisk korsang), udviklede koret sig en hel del. Jeg sang ofte tenorstemmen, da vi i perioder ikke havde mænd til at dække stemmen.  Vi havde det enormt sjovt i det kor, og det opvejede det lidt beskedne faglige niveau. Men sr. Marianne blev forflyttet til Rom, og koret blev nedlagt.

 

Kort efter flyttede min kæreste og jeg til Skørping, og da vi havde overstået det værste ombygningsrod, startede jeg i Skørpingkoret. Det må have været i efteråret 2005. Jeg fik snart min faste plads ved siden af Ulla B., som med sin klare stemme var en god støtte. For nu havde jeg da godt nok fået kam til mit hår! Koret skulle deltage i korstævne i Mariager med Mogens Dahl og Andeliga Sånger – foruden modtage besøg fra Norge og i den anledning synge i Nykirken.

 

Jeg skulle lære det hele i løbet af ret kort tid, så jeg måtte øve en del derhjemme. Tempoet ved korprøverne var jo et noget andet, end jeg var vant til; her brugte man ikke tid på at gennemgå hver eneste takt mange gange, for de fleste kunne jo læse noder. Men det var supersjovt, og jeg nød at stå blandt folk, der rent faktisk kunne synge. Sørens professionelle og humoristiske tilgang var også et stort plus.

 

I årene herefter har jeg deltaget i en del korstævner rundt om i Nordjylland, men aldrig uden for landsdelens grænser. Derudover har jeg naturligvis medvirket ved vore egne koncerter. En af de bedre var den i Valsgård Kirke i oktober måned i 2005, hvor generalprøven var aldeles rædselsfuld, og jeg havde mest lyst til at køre hjem. Men da kirken så var fuld af mennesker, lød det helt anderledes, og jeg fik den dér skønne oplevelse af, at vi var et instrument, som Søren spillede på. Sådan er korsang, når det er bedst.

 

Derudover husker jeg især forårskoncerten i maj måned i 2010 i Sognegården, hvor vi bl.a. sang en del Bellmann og andre svenske viser – en disciplin der passer rigtig godt til vores kor, synes jeg. 

 

I de senere år har arbejde og mit politiske engagement på venstrefløjen i tiltagende grad taget af mine kræfter. Det betyder desværre, at jeg har mindre overskud til koret, hvorfor jeg også har været nødt til at holde en pause. Men jubilæumsturnéen ville jeg så nødig gå glip af, så p.t. er jeg tilbage

 

Beretning fra

Anna Marie Franzen

 

Min interesse for musik stammer helt fra min barndomshjem, hvor vi både sang og spillede meget.

 

Min interesse for at synge i kor har jeg haft altid. Jeg sang i skolekor, gymnasiekor og senere seminariekor. Da Sven og jeg kom til Arden skole i 1971, mødte vi Stella og Chr. Munkholm, som spurgte, om vi kunne tænke os at synge med i Bælum sangkor. Det sagde vi ja til, og vi har begge sunget i Bælum sangkor i over 35 år. Da der kom kor i Skørping, var vi ofte sammen med dem om at synge nogle større værker, og det har været dejligt at være med til.

 

Derfor kendte jeg også meget til Skørping Sangkor, inden jeg i 2010 begyndte at synge her. Af familiemæssige grunde valgte jeg at skifte min koraften til torsdag, og jeg blev så godt modtaget i koret, at jeg næsten ikke har følt, at jeg var ”ny”.

 

Jeg har haft rigtig mange dejlige koroplevelser i mit lange korliv. Jeg kan især godt lide at være med til at synge større ting sammen med mange, fordi det gir mig kormæssige udfordringer, og det er spændende at være med til at få til at lykkes.

 

Èn af mine ældste  koroplevelser stammer fra det landsstævne, der blev holdt i Aalborg  tilbage i 70´erne. John Højby stod for en del af repertoiret, og en af prøverne foregik i Ansgarskirken. Vi kom lidt sent, og der var ikke plads til mig oppe hos de andre sopraner fra Bælum. Derfor satte jeg mig tilfældigt hos nogle, der også sang 1.sopran. Men jeg kom intetanende til at sidde sammen med sopranerne fra Tritonuskoret, John Højbys eget kor fra København. Og jeg har aldrig hverken før eller siden sunget så godt! Jeg blev i bogstaveligste forstand båret igennem værket af de meget dygtige københavnerpiger.

 

En anden stor oplevelse har det været at synge ”Elverskud”, både sammen med Søren og Gunnar Kragelund, men især med Verner Nicolet som dirigent på Østhimmerlands Ungdomsskole.

 

Da Rebild Kongrescenter lige var blevet bygget, opførte de to kor her ”Skabelsen”  med engelske Russell Harris som dirigent. Vi sled med at lære det, men det blev så godt. Og tænk! Dirigenten kunne få os sopraner til at tie stille bare ved at banke let med dirigentpinden på dirigentpodiet.

I 2009 var vi begge så heldige at synge ”Skabelsen” igen, nu under ledelse af Søren Birch i Viborg Domkirke. Også en stor oplevelse. 

 

Samtale med

Anny Gudum

 

Anny beretter, at hun blev optaget i Sørens kor i dettes opstartsfase i slutningen af 1970’ erne. Hun havde tidligere sunget i et kirkekor i Aalborg. Som sundhedsplejerske havde hun to kollegaer, som henledte opmærksomheden på koret.

 

Hun var gift med Niels Jakob Gudum, som også blev kormedlem og tillige medlem af den første bestyrelse af Skørping Sang- og Muikforening. Fra omkring 1980 blev han tiltagende syg af en hjertelidelse og døde i 1990. I de sidste ca. 2 år af ægtefællens sygdom holdt Anny orlov fra koret.

 

Anny havde ikke lært noder, men havde et godt gehør. Der var ikke så mange i koret de første 10 år. Vist nok højest 20.  Det kneb med mandstemmerne. Soprangruppen var angiveligt meget dominerende. Det var især Aase (Leth Jensen), som dominerede soprangruppen. Hun husker, at Bælumkoret (fra 1955) dengang var noget større med mere erfarne sangere. Det var derfor glædeligt at indlede et samarbejdet med dette kor fra 1983 og fremover.

 

Hun kan bekræfte, at koret startede med at synge på skolen og siden hen i Medborgerhuset frem til 1987. Anny nød de ugentlige øvetimer og så frem til de koncerter, der måtte blive afholdt i løbet af en sæson. Hun fremhæver julekoncerterne. Derudover husker hun med glæde opførelsen af Fynsk Forår (Forårskoncerten 1983) og den allerførste opførelse af Forklædt gud 2 år senere.

 

Hun har siden 1982 næsten altid deltaget ved NOFO-stævnerne, men ikke så meget ved DAFO-landsstævnerne. Har ikke deltaget ved noget Nordklangstævne, men som regel ved Opera i Kor (2005-2010)

 

Var glad for venskabet med Båstadkoret og havde 2 gange medlemmer indkvarteret under deres besøg her. Anny var én gang deltager ved et Danebodstævne på Als. Boede da sammen med kollegaen Inger Lise Trolle på Højskolen. Det var en stor oplevelse. Instruktørerne var den gang Michael Bojesen og John Høybye

 

Hun savner ikke flere sociale tiltag og de sanglige udfordringer lever op til det forventelige.

 

For første gang er Anny blevet fuldgyldigt medlem af bestyrelsen (fra efteråret 2011). Koret har i øvrigt ved en hver lejlighed draget nytte af hendes organisatoriske talent.

 

Telefonisk beretning fra Axel Pedersen, der er bosat i Vrist nær Harboør

 

Axel Pedersen blev uddannet som møbelpolstrer. Han var samtidig meget musikalsk og tog undervisning i såvel klaver- som orgelspil. Som 38-rig kom han på Det Nordjyske Konservatorium i Aalborg, hvor han gennemførte den mellemlange (præliminære) uddannelse som organist. I studietiden var han ansat som organist ved Sønder Tranders kirke.

 

Efter eksamen blev han ansat som organist ved Skørping kirke i 1971/72. Medio 70`erne fik han dannet et blandet voksenkor. Som leder af dette blev han aflønnet under aftenskoleloven. Koret øvede på Skørping skole og i kirken. Der var angiveligt kun ét mandligt medlem (postmesteren), der sang basstemmen. Et kvindeligt medlem sang tenorstemmen. Koret sang regelmæssigt i kirken i forbindelsen med højmessen og en sjælden gang ved andre lejligheder. Axel benægter, at der var tale om et egentlig kirkekor.

 

Da Søren Steen Nielsen kom på banen med sit kor opfattede Axel dette som en konkurrent, men måtte acceptere at kormedlemmer fra hans kor overgik til Sørens kor. Søren havde jo langt bedre forudsætninger som korleder, end han havde. Han fulgte selv med over og sang tenorstemmen samen med en eller to, der ikke kunne noderne, hvorfor han følte sig noget alene. Han deltog ikke ved noget stævne. Han forlod koret efter 3-5 år års medvirken.

 

Han var samtidig ansat som lærer ved musikskolen i Skørping, hvor han lærte Lene Grønbech Hansen at kende. Hun hjalp ham med at etablere et børnekor ved kirken. Han erindrer endeligt, at flere af hans tidligere kormedlemmer jævnligt mødte op ved de ordinære gudstjenester for at give deres besyv med.

 

Han opsagde organistembedet og forlod Skørping. som efterlønner i 1990.

 

Samtale med

Olga Krogh

 

Olga flyttede til Rebild med mand og børn i maj 1979. Hun blev medlem af grundejerforeningen. Ved en fest i samme traf hun Runa Lauritzen, som fluks fik hende overtalt til at melde sig ind i Sørens ret så nystartede kor.

 

Olga havde tidligere sunget i skolekor i Wien, men uden brug af noder, som hun aldrig lærte. Hun var til Sørens store skuffelse således en ren novice, da hun blev optaget i det kor, som hun kom til at sætte stor pris på. Generelt synes hun, at koret har udviklet sig meget både kvantitativt og kvalitativt. Repertoiret er blevet tiltagende varieret med årene.

 

Hun synes det var et stort fremskridt, da koret efter 1982 fik et regelmæssigt samarbejde med Bælumkoret. Hun værdsatte Kragelund højt.

 

I de første mange år deltog hun regelmæssigt ved de regionale stævner, således også ved et NOFO-stævne i 1989. Koret havde reserveret pladser i toget. En herre havde indtaget én af disse. I en barsk tone anmodede hun ham om at forføje sig. Herren var - skulle det vise sig – stævnets instruktør. Herren var da Erling Kullberg.  Den episode er også beskrevet i Qvistorffs Tidsbilleder der synger.

 

Hun har ikke deltaget i ret mange landsstævner. Hun fremhæver ét – nemlig Haydns Skabelsen, som blev opført i Viborg Domkirke den 4. oktober 2009. Hun havde forinden overvejet at ophøre med korsangen, men den oplevelse ville hun ikke gå glip af. Hun havde sunget 1. og 2. del af samme værk i 1988.

 

Olga har kun været med én gang på venskabsbesøg i Båstad i Norge. Deltog i et Nordklangstævne, der blev afholdt i Herning. Har ikke været til noget Danebodstævne. I de senere år har de ugentlige øveaftner til fulde dækket hendes behov.

 

Har ikke savnet flere sociale tiltag. I en længere årrække er hun og enkelte andre kvindelige kormedlemmer samledes hos Runa i timerne op til øveaftenen – primært for at nyde et godt måltid, tilberedt af Runas mand Jørgen.

 

Hun har i mange år været aktivt medlem af marionetteatret. Nu fylder også golfspillet meget i hendes tilværelse. 

 

Beretning fra

Kristen Hansen

En novices genvordigheder – med en lykkelig udgang.

 

I vinteren 1996 flyttede min kone og jeg fra Herning til Skørping for at bo i nærheden af vore to døtre og deres familie i vort otium.

 

Mine piger opfordrede mig til at melde mig ind i et kor, da jeg godt kunne lide at synge. Jeg havde ganske vist ikke sunget i noget kor tidligere. Der til var mit kendskab til nodesproget meget begrænset.

 

En torsdag aften i begyndelsen af september 1996 mødte jeg op ved Skørpingkorets sæsonstart. Øvelokalet var beliggende på første sal i byens Medborgerhus. Først op ad trappen, så ind i en forgang. I dennes venstre side var der adgang til en garderobe. Over knagerækken var der en hylde. På denne befandt sig korets nodearkiv, opbevaret i bokse af pap. Fra forgangen kom man ind i husets sal, hvor der til højre for indgangen var et langt bord, ved hvilket korets medlemmer bænkede sig i kaffepausen.

 

I salen befandt der sig et mig ukendt antal korsangere af begge køn – overvejende kvinder. Jeg genkendte kun korets dirigent, da min ældste datter var ansat ved hans musikskole. Han bød mig velkommen og klassificerede mig straks som bassanger. Dermed blev jeg nummer tre i rækken. Jeg blev placeret mellem to yderst elskværdige og erfarne sangere, der hed Henning og Johannes – kaldet Johs.. Andre blev jeg ikke præsenteret for. Herefter overgav man sig til en opvarmning, der bestod af nogle legems- og vejrtrækningsøvelser samt frembringelse af diverse lyde – alt sammen helt surrealistisk for den uerfarne.

 

Heller ikke i den efterfølgende pause blev jeg præsenteret for de øvrige kormedlemmer, da alle var vildt optaget af forberedelserne til et forestående venskabsbesøg i Båstad i Norge. Derfor sang man stort set kun det repertoire, der var på programmet til turen, og som alle var fortrolige med. Ikke uden grund følte jeg en knugende afmagt.

 

Jeg ville gerne lære navnene at kende på korets medlemmer for, for alvor at blive en del af fællesskabet. Det var der problemer med. Når jeg spurgte en sopran, hvad navnet var på en given alt, kendte vedkommende kun udseendet, men ikke navnet på vedkommende - og vice versa.

 

Til alt held var koret inviteret til at deltage ved en historisk TV2-udsendelse fra Hjerl Hede det følgende efterår. To gange foretog 14 kormedlemmer turen til optagelserne, der mundede ud i årets TV2-julegudstjeneste. Prædikanten var Marianne Christiansen, som leverede et meget smukt julebudskab i skæret af de mange fakler, vi var gået i procession med til kirken. I alt dette var der mange og lange pauser. I dem kom vi tæt på hinanden – og der knyttedes venskabsbånd.

 

Efter den begivenhed følte jeg mig for alvor hjemme i Skørpingkoret.

 

Samtale med

Mette Håkansson

 

Mette er opvokset i Skørping. Som 9-årig blev hun medlem af musikskolens børnekor. Modtog endvidere klaverundervisning i 4 år, bl.a. af Rodolfo Llambias.

 

Allerede som 13-årig blev hun medlem af Skørpingkoret. Det var omkring 1980 samtidig med en jævnaldrende korsanger,

nemlig Anders Lindberg.

 

Den allerførste koncert var julekoncerten i Nykirken. Da hun sang første sopran var repertoiret til at overkomme. Hun erindrer også at have medvirket ved den første forårskoncert på Rådhuset i 1983.

På grund af et job i erhvervslivet og samtidige universitetsstudier holdt hun en pause fra koret i en 4-årig periode. Da hun vendte tilbage til koret i 1992 blev hun som 25-årig valgt som bestyrelsens sekretær. Hun skulle vise sig at være en fremragende organisator, der udførte jobbet med en usædvanlig omhu, ind til hun forlod koret definitivt i 1999. Hun fortsatte herefter med at synge i Aalborg rytmiske Koncertkor.

 

Mette har mange gode minder fra sin tid i vores kor. Deltog ved opførelsen af flere af de større værker, som f.eks. Mendelssohns Elias. Var selvfølgelig med ved alle forårs- og julekoncerterne.

 

Generelt forekom repertoiret hende dog med tiden for kedeligt. Da hun sang første sopran, var der for få udfordringer. Også aldersforskellen i soprangruppen blev for stor.

 

Hun satte stor pris på det gode sammenhold i koret. Alle var venlige og imødekomne. Siden hen er hun altid blevet mødt med en ægte gensynsglæde.

 

Hun fremhæver til slut, at korsangen har fyldt meget i hendes tilværelse og at den har givet hende usigelig megen glæde, som hun bestræber sig på at videregive til sin 8-årige datter. Begge har deltaget ved det ugelange sommerkorstævne i Tønder, arrangeret af Kor72.

 

Samtale med

Svend Aage Højen

 

Svend Aage er vokset op i et landbomiljø. Der blev sunget og spillet meget i hjemmet. I landsbyen var der kun én skolelærer, der var ret så umusikalsk. Her kom Svend Aages smukke stemme og hans gode gehør til sin ret. Han sang altid for.

 

Efter soldatertiden kom han på Hasle Højskole, hvor han blev medlem af koret. Således fortsatte han som korsanger i seminarietiden fra 1950-55.

Blev straks efter ansat som lærer ved Bælum skole samtidig med at Gunnar Kragelund havde oprettet Bælumkoret, i hvilket han blev et af de første medlemmer. Dette blandede kor nåede hurtig op på 30 medlemmer og deltog i de mange stævner, som Danske Folke- og Nordjyske Folkekor arrangerede.

 

Familien flyttede til Skørping i 1999. Svend Age blev medlem af Skørpingkoret 1 2002. Han var nær ven af Skørpingkorets leder Søren Steen Nielsen, idet denne havde haft ham som kanin i forbindelse med syngemesterens sanglige uddannelse på Musikkonservatoriet i Aalborg

 

Svend Aage havde været kirkesanger i Bælum siden 1971 og blev vikar ved Skørping nykirke efter flytningen. Af helbredsmæssige årsager forlod han Skørpingkoret ved udgangen 2010.

 

I de forudgående mange år har Svend Åge deltaget ved talrige regionale korstævner, men kun ved få landsstævner, da flertallet af disse inkluderede en søndag. Han har været med til ét Nordklangstævne, men aldrig været deltager ved Danebodstævnerne. Om sommeren var han til gengæld med til mange stævner afholdt af Dansk Kirkesang.

 

Det således én af egnens mest erfarne korsangere, der har aflagt denne beretning.

 

Samtale med

Denise og Viggo Bindeballe

Familien bosatte sig i Skørping i 1969, da Viggo (f.1936) blev ansat som lærer (ingeniør) ved Universitetet i Aalborg. Denise (f.1928) er opvokset i Schweiz. Blev uddannet designer. Blev optaget på Kunstakademiet i Købehavn og blev så udannet som billedhugger i granit – både her og i hjemlandet. Hun er kendt for at have introduceret kunsten at skære dukker til det Marionetteater, Skørping er blevet kendt for i vide kredse.

 

Denise blev som ganske ung medlem af koret Cecilien Verein i byerne Bern-Thun. Koret sang store værker, som f.eks. Brahms: Ein Deutsches Requiem, Haydns Årstiderne og Mozarts Kroningsmesse. Koret sang sammen med kendte navne som f.eks. Elisabeth Schwarzkopf.

 

Ægteparret blev medlemmer af Skørpingkoret omkring 1984 på anbefaling af gode bekendte, Ingrid Schou og Ester Aagaard Kristensen, der begge sang i koret. Viggo stoppede omkring 1990, meden Denise fortsatte i et par år herefter.

 

Begge så især frem til de større udfordringer. De fremhæver glæden ved at synge Forklædt gud i 1985, Elverskud i 1986, Haydns Skabelsen i 1988 og Mendelssohns to Davidssalmer i 1990. De deltog aldrig ved noget landsstævne og kun ganske få NOFO-stævner.

 

Viggo sang bas og fremhæver fornøjelsen ved at læne sig op ad postmesteren, Poul Wedersøe Jensen, der var en fremragende bassanger. Denise var som beskrevet langt mere erfaren ud i korsangen.

 

Alt i alt har de mange gode minder fra koret.

 

Samtale med

Merete Harbo

 

Der var megen sang i Meretes hjem. I gymnasiet sang hun i skolens kor. Hun flyttede sammen med sin ægtefælle til Støvring 1971.

 

Hun var medlem af Sørupkoret i perioden 1973-1978 Det

var afgørende for hende, at koret var medlem af DAFO, hvorved der blev gode muligheder for at deltage i stævner, der bød på sanglige udfordringer. Da disse aftog, blev hun sopran i Støvring Sangkor, der var

medlem af kor72. Den kvindelige dirigent, Ragnhild Launmark var dygtig og inspirerende.

 

Merete blev medlem af Skørpingkoret i 1991. Året efter fik hun én af de helt store koroplevelser ved at deltage i Landsstævnet i Tivoli i København. Hun husker, at hun, Else Larsen og Claus Christensen var indlogerede i en privat ejet lejlighed. I tre dage var der fest og glæde. Der blev sunget over alt i byen. Hun husker, at hun og andre kormedlemmer, underholdt på en knejpe. En nyankommet spurgte til billetprisen.

 

De følgende år bød på andre store oplevelser. Hun fremhæver Gades Elverskud i anledning af 100-års jubilæet i 1995, Mendelssohns oratorium Elias i 2000, Landsstævnet i 2002, opførelsen af Forklædt gud i 2004 og – ikke mindst opførelsen af Haydns Skabelsen i Viborg Domkirke i  2009.

 

Julekoncerterne var noget ganske særligt. Hun fremhæver to, nemlig opførelsen af Høybye/Møllehaves Josephs drømme i 1996. Ægteparrets datter ledsagede ved den lejlighed koret på marimba. Endvidere koncerten i 2010, da Høybye/Broadbridges Celebratel all Heaven and Earth blev opført hele to gange. Hun håber, at hun opnår at deltage ved endnu en opførelse af dette vidunderlige værk. Det bliver ved julekoncerten i 2011.

 

Hun omtaler, hvor stor en fornøjelse det var at deltage ved TV2´s julearrangement på Hjerl Hede i 1997. Familiemedlemmer var meget optaget af at have set hende på fjernsyn.

 

De seks gensidige venskabsbesøg i henholdsvis Skørping og Båstad i Norge i perioden 1993 til 2007 bød på mange glæder og udfordringer, idet Merete i hele perioden var korets kontaktperson. Hun erindrer ikke at have moret sig så meget som på båden på hjemturen fra Norge i 2002. (Det er hun ikke ene om).

 

Merete var medlem af korets bestyrelse i nogle år i 1990’ erne.

Merete døde af en kræftsygdom medio august 2012

 

Alt i alt har samhørigheden i koret og større sanglige udfordringer betydet mest for hende i de forgangne 20 år.

 

 

 

 

 

 

 

Tekstboks:  Johannes Nielsen – kaldet Johs. (1934-2000) var et meget afholdt medlem af Skørpingkoret i årene 1987-99.

 

Følgende beretning beror langt hen ad vejen på en samtale med enken, Hanne Tranum.

 

Johannes Nielsens barndom udspillede sig i et vendsysselsk landbomiljø. Sangen fyldte meget i hans hjem. Faderen var tillige en habil harmonikaspiller. Man sang mest fra en sangbog, der foruden den danske sangskat, rummede alskens viser. Mange af dem var fra de kendte revyer. Mange af dem kunne moderen uden ad. Johs. blev en eminent sangskriver – gerne på vendelbomål.

 

Johs. kom i kontorlære, men endte imidlertid snart efter som seminarist i Ribe, da han havde et godt hoved. Det var her, han også lærte at spille på violin og synge i kor - og det var her, han traf sin udkårne.

 

Efter endt eksamen blev ægtefællerne ansat som folkeskolelærere i Grønland i de efterfølgende 10 år. Også heroppe dyrkede Johs. korsangen.

 

I 1972 fik han en lærerstilling i Støvring, hvor han en overgang sang i et blandet kor i Støvring, for i 1987 at ende i Skørpingkoret, hvor hans kones søster og dennes mand (Kamma og Finn) i forvejen var medlemmer.

 

Det var i september 1996 i øvelokalet i Skørping Medborgerhuset, undertegnede bassanger blev placeret mellem Johs. og Henning.  Året efter blev Johs. valgt som bestyrelsens PR-medarbejder – et erhverv han udfyldte med den største ildhu og omhu - også som plakatomdeler i Terndrup og Bælum.

 

I de år boede Hanne og Johs. på et nedlagt husmandssted syd for Store Arden, hvor Johs. plejede sine får, sine høns og sine grantræer. Flere kormedlemmer hentede i nogle år deres juletræer derude på landet hos den flinke mand, som vi kom til at sætte så stor pris på.

 

Johs. døde i år 2000 af en 2 år varende, uhelbredelig kræftsygdom.

 

Samtale med

Signe og Henning Qvist

 

Ægteparret blev medlemmer af koret i september 1981 på foranledning af en opfordring af sopranen Aase Leth Jensen, som Signe havde med som passager fra Arden.

 

Øvningen foregik på den tid i musiklokalet på Skørping skole. Parret kom for sent til premieren. De glemmer ikke den stilhed der indtrådte, da de tren frem på arenaen, hvor alles blikke var rettede mod de nyankomne. Henning blev af syngemesteren fluks udnævnt til at synge tenorstemmen og Signe til at synge altstemmen. Der gik en rum tid, før de lærte kormedlemmerne at kende. 

 

Signe er ud af en musikalsk slægt. Komponisten og højskolemanden Thorvald Aagaard var bror til farfaderen. Mange af familiens medlemmer var dygtigere musikere og forstod at bruge sangstemmen, så der blev spillet og sunget meget ved familiefesterne – dertil var den klassiske musik i højsædet i hjemmet. Det var på et højskoleophold, Signe lærte

at synge i kor.

 

I Hennings familie var især moderen musikalsk. Hun førte an i sangen, der fyldte meget i barndommen. Henning lærte ligeledes at synge i kor på et højskoleophold.

Tre decenniers medlemskab af Skørpingkoret har selvsagt budt på mange gode sanglige oplevelser, idet parret har deltaget ved stort set alle forårs- og julekoncerter og flertallet af de regionale og landsdækkende korstævner. Derimod har de ikke deltaget ved noget Nordklangstævne,  ved stævnerne på Danebod Højskole eller ved Opera i Kor.

 

Det er med den allerstørste glæde, de mindes venskabsbesøget i Båstad i Norge i 1996, og - ikke mindst - opførelsen af Haydns Skabelsen i Viborg Domkirke i 2009. De havde jo også deltaget ved opførelsen af værkets to første dele i 1988.

 

Sluttelig et hjertesuk: De savner de klassiske engelske julesalmer, som jævnligt var på julerepertoiret i 1980’erne.

 

Samtale med

Finn Feldvoss

Finn var kormedlem fra 1980 til 1994. Han var helt uden korerfaring, da han blev medlem af koret i Skørping.

 

Som barn var han tilknyttet forbundet FDF. I pubertetsalderen ville han gerne lære at spille på et blæserinstrument for at blive medlem af troppens orkester. Adgangskriteriet var, at skulle kunne synge en dansk sang. Da stemmen var i overgang, blev optagelsesprøven en fiasko. Fra da af bar han prædikatet: Drengen/manden uden sangstemme. Der blev hverken sunget eller spillet musik i hans hjem.

 

I slutningen af 1970’ne bosatte han sig med kone og børn i Rebild. Her var han til fest sammen med Runa. Der blev sunget. Runa kunne straks høre, at her var et potentielt kormedlem på banen. Resultat: Både Finn og konen Birgit blev medlemmer af Sørens Voksenkor i 1980. Han var da 39 år gammel.

 

Det skulle vise sig at være til gavn og glæde, både for ham og koret. Han startede som tenor (af nød), for at ende som bas. Han blev hurtigt medlem af bestyrelsen, der på den tid bestod af fire medlemmer. Han endte med at blive kasserer i en årrække, indtil den unge tenor Claus Christensen tog over.

 

Finn var kommet på den rette fritids-beskæftigelses-hylde. Sammen med hustruen deltog han og hun i alle de sanglige arrangementer, de kunne overkomme.

 

Som ingeniør fik han en ny stilling i Thyborøn i 1993. Et til to senere flyttede familien fra egnen. Hustruen døde af flere år varende kræftsygdom. Finn er siden fortsat med at synge. Det gør han fortsat i et kor i Middelfart, hvor han er bosat. Også hans anden hustru har ind til for nylig været ivrig korsanger.

 

Samtale med

Kaja Grønhøj

I barndomshjemmet i Bælum blev der spillet musik. Faderen var en god violinspiller, der gerne optrådte til fester. To brødre var habile slagtøjsspillere og optrådte også i flere sammenhænge. Kaja selv fik klaverundervisning i 2 år.

 

Allerede som 14-årig blev hun medlem af Kragelunds Bælumkor, hvor også faderen var korsanger. Hun fortsatte som kormedlem, ind til hun flyttede hjemmefra som 17-årig. På lærerseminariet i Hjørring fortsatte hun med at udvikle klaverspillet. Samtidig var hun medlem af seminariets kor.

 

I 1971 fik ægtefællen stilling som folkeskolelærer ved Skørping skole. Det yngste barn var da blot 6 uger gammelt, men der skulle ikke gå lang tid før Kaja blev ansat på skolen – først som vikar og så som fastansat, så snart lejligheden bød sig.

 

Hun blev medlem af Skørpingkoret i 1984 samtidig med to lærerkollegaer, nemlig Jette Gahms Henriksen og Anders Vestergaard. Her var hun sopran i de følgende 17 år.

 

Hun har mange gode minder fra det spand af år. Umiddelbart fremhæver hun Landsstævnet hovedstaden i 1992. Det blev en uforglemmelig oplevelse at synge på plænen i Tivoli, mens månen lyste op på en skyfri sommerhimmel og et hav af mennesker lyttede på.

 

Det var en lige så stor oplevelse at deltage ved landstævnet i 1997 i Holstebro, hvor hun boede i campingvogn sammen med Inger Lise Trolle og Anny Gudum. Det var første gang hun prøvede kræfter med de kendte operakor. Ellers blev det en kold omgang – derude i vognen, kulden og regnen.

 

Hun var ikke med på besøgene i Båstad i Norge, men havde medlemmer boende hos sig ved korets besøg i 1993. Hun mindes med glæde besøget i 1998, da venskabskoret deltog ved opførelsen af Forklædt gud, som hun også havde sunget i 1985. Hun har ikke deltaget ved noget Danebodstævne.

 

Hun savner ofte medlemskabet af Skørpingkoret, hvorfor hun da også overvejer at indgå i fællesskabet igen.

 

 

Samtale med

Ulla Bidstrup

 

Har været medlem af Skørpingkoret i otte år.

I barndommen i Viborg fik hun klaverundervisning i 2 år - mere af pligt end af lyst. Spiren til det musikalske univers blev for alvor lagt, da hun i 8-10-års alderen gik på en privat musikskole ledet af den vidtfavnende musikpædagog Klari Fredborg (ungarer).

 

I gymnasietiden på Viborg Katedralskole sang hun i skolens kor, der blev ledet af den inspirerende musiklærer ”Bette Møller”. Siden hen har hun dyrket korsangen i andre sammenhænge. For eksempel sang hun i en kortere periode i Randers Kammerkor. Efterfølgende i et blandet kor, der øvede i Skjoldhøj Kirke ved Aarhus.

 

Hun flyttede til Skørping sammen med sin Steffen i 2003. Parret var på forhånd informeret om det rige kulturliv, der udfoldede sig der. Via Skørpingkorets hjemmeside blev hun orienteret om det kor, hun blev medlem af samme år. Hun blev placeret i altgruppen, hvor hun i introduktionsfasen fik god støtte af Runa.

 

Den første større sanglige udfordring var opførelsen af Forklædt gud året efter. Siden da har hun deltaget ved alle de NOFO-stævner, hun har kunnet overkomme. Deltog også ved Landsstævnet i Tønder i 2007. Det absolutte højdepunkt var opførelsen af Haydns Skabelsen i hendes barndomsby i 2009. Hun har tillige med stor fornøjelse deltaget ved 4 Opera i Kor weekendstævner på Nørre Sundby gymnasium – og sådan kan hun blive ved.

 

Ulla har været medlem af foreningens bestyrelse i en 4-årig periode for at fortsætte som bestyrelsesmedlem af den nye Rebild Musikforening.

 

Ulla har sat stor pris på sit medlemskab af vores kor, blandt andet fordi korets repertoire passer hende så godt. Hun kunne godt ønske sig flere sociale tiltag, som hun argumenterede for som medlem af bestyrelsen.

 

 

Samtale med

Kirsten og Jørgen Munk

 

Først Kirsten: Hun, der er enebarn, er opflasket med sang og musik. Forældrene var musikalske. Der blev altid lyttet til klassisk musik i hjemmet. Faderen var god på violinen. Begge forældre var korsangere.

 

Fra sit ottende år var Kirsten medlem af et børnekor igennem hele barndommen. Korets dirigent var tillige dirigent for Aalborg Bykor, hvor forældrene var medlemmer. Hun lærte klaverspillet igennem 5 år – også at håndtere en guitar.

Hun tog studentereksamen fra det musikorienterede Aalborghus Gymnasium, vor hun sang i skolen kor. Samtidig var hun medlem af en kvartet bestående af kvinder, hvis fremmeste sanger var Nina Lange.

 

Hun tog fysioterapeutuddannelsen i Aarhus. I de tre år uddannelsen varede, sang hun ikke i noget kor, men herefter blev hun medlem af et blandet kor på Musisk Institut. I mellemtiden havde hun dannet par med sin Jørgen, der læste medicin i årene 1961-1969.

 

Jørgen tog uddannelsen til praktiserende læge på Åbenrå sygehus. I et par år var Kirsten medlem af Det Tyske Mindretals kor i byen. Koret havde store ambitioner. For eksempel nåede hun at indstudere Verdis Requiem med koret

 

Familien flyttede til Aalborg i 1973. I 1974 blev Kirsten medlem af Filharmonisk kor hvor hun sang sopranstemmen ind til hun faldt for aldersgrænsen. Det blev til hele 29 års medlemskab. Herefter var hun en overgang medlem af Skalborgkoret og et rytmisk kor. Ved et NOFO-stævne blev hun kapret til Skørpingkoret. Det var i 2003. Nu sang hun i hele tre kor. Mere erfaren korsanger har koret næppe haft.

 

Jørgens sanglige karriere startede i studietiden i Aarhus, hvor han blev medlem af Aarhus Studenter-Sangeres kor i en årrække. Først en halv snes år efter nedsættelsen som praktiserende læge i Aalborg i 1973, blev han medlem af Filharmonisk Kor, hvor han har sunget som bas i 20 år. Han har samtidig været medlem af mandskoret Sangforeningen af 1843 i 8 år. Han har været et skattet medlem af Skørpingkoret siden 2005.

 

Ægtefællerne synger nu tillige i et jazzkor og ad hoc i andre kor – såvel klassisk som rytmisk. Derfor har de ikke kunnet overkomme at deltage ved alle regionale stævner under Danske Folkekor. Hvilken vokal aktivitet!

 

Begge roser Skørpngkoret for dets kvaliteter – sangligt, som socialt. De finder repertoiret meget passende for netop det kor. De er forundrede over, at syngemesteren er i stand til engagere så mange gode solister til vore koncerter.

 

De er glade for de udfordringer, medlemskabet af DAFO giver. Især Kirsten udviser begejstring for Landsstævnet i Tønder i 2007, mens Jørgen fremhæver opførelsen Haydns Skabelsen i Viborg Domkirke i 2009.

 

Skriftlig beretning fra

Claus Christensen

 

Claus debuterede som 23-årig tenor i Skørpingkoret i 1987.

 

Han skriver:

Her er nogle ting som har betydet meget for mig:

 

  • Den årlige generalforsamling, hvem vil gå glip af den, det er jo nærmest en fest

 

  • De stemningsfulde julekoncerter afsluttende med gløgg og røde kinder.

 

  • De mange koncerter hvor vi sang, så det gav et ekstra kick, f.eks. i Tivoli og Parken, ved 4. juli-festen og Opera i Rebild

 

  • Alle sangstævnerne, hvor man vender godt træt hjem med hovedet fuld af god musik.

 

Men mest af alt en person: Søren Steen Nielsen, hans professionalitet, glæde ved musikken, ydmyghed, organisationstalent, tålmodighed, kreative ideer og mangel på frygt for at kaste sig ud i nye ting. Uanset om det er til den ugentlige øvning, koncerter eller andre arrangementer møder han altid 100% velforberedt op

 

Jeg er fra 1963 og startede rigtigt nok omkring 1987. En af de første ting jeg var med til var Skabelsen, som jeg aldrig havde sunget før, så den var fantastisk svær at starte med som tenor.  Koncerten var dog en stor oplevelse og det var dejligt, at jeg kunne være med igen i Viborg Domkirke - det var også stort.

 

Jeg savner jer meget en gang i mellem, men heldigvis har jeg jo mit eget kor Mandhatten.dk her i Kolding. Vi har også en fantastisk dirigent og får hele tiden nye udfordringer - og en hel del koncerter hvert år.

 

Claus er en af de fremmeste tenorer, koret har haft. Han har tillige været medlem af foreningens bestyrelse i en årrække.

 

 

Samtale med

Runa Lauritzen

 

Runa har – som beskrevet andetsteds - haft en bemærkelsesværdig betydning for Skørpingkoret og den folkelige korsang ved sit mangeårige formandskab for koret, for bestyrelsen i Nordjyske Folkekor og sit medlemskab af bestyrelsen i Danske Folkekor.

 

Hun er opvokset i Aalborg. Gik på privat pigeskole, hvor faderen var lærer for siden hen at blive skolens leder. Hun fik klaverundervisning i 8 år fra sit ottende år. Hun var medlem af privatskolens kor. I gymnasietiden var hun medlem af Katedralskolens store kor og det lille kor, som sang om lørdagen.

 

På universitetet i Århus blev hun optaget på det medicinske fakultet, men studerede samtidig filosofi i 3 år og en overgang Sammenlignende Litteratur. Med et så højt et aktivitetsniveau blev der ikke tid til at dyrke korsangen. Familien flyttede til Aalborg omkring 1970, for at tage varigt ophold i Rebild fra1973.

 

I sidste halvdel af 1970’ne fik hun kontakt med korets syngemester og blev optaget i hans voksenkor lige fra dettes grundlæggelse. Det var her hun for alvor lærte at synge efter noder. Hun bidrog til at stifte Sang- og Musikforeningen i 1982, og blev dennes formand i de efterfølgende 16 år.

 

Ved korets start var de fire alter. Foruden hende selv - Olga, Solveig og canadisk fødte Conny. Efter en tid var de bare to. Siden da er det lykkelig- vis gået jævnt fremad. 

 

Hun har haft talrige gode koroplevelser. Da Forklædt gud var på programmet i 1985, henvendte hun og syngemesteren sig til præsten i Astrup med henblik på en opførelse i kirken der. Begge troppede op på pastorens kontor. Han så dem an, hvorefter han indledte med at docere vielsesritualet. Efter denne fornøjelige misforståelse blev det endelige resultat et afslag på koncertopførelsen, da stiftets biskop nedlagde forbud. Værket blev opført på Rådhuset og angiveligt også i Gug kirke. Tretten år senere var ”Jern Henrik” forvandlet til en blødere udgave af bispestanden, da datteren, præsten Marianne Christiansen, blev recitator ved opførelsen af samme værk.

 

Runa har deltaget i alle kortes aktiviteter, ved stort samtlige regionale og landsdækkende stævner, ved Opera i Kor og Nordklangstævnerne. Var i 6 år deltager ved Danebodstævnerne. Herefter ved tre stævner på Skelskør Højskole, hvor Michael Bojesen var instruktør. Hun mindes med glæde de år, vi udvekslede besøg med Båstadkoret. Hun var altid med.

 

Som bekendt har Runa altid været et meget aktivt medlem af Skørping Marionetteater. Det er næsten ubegribeligt, at hun har overkommet så meget, samtidig med at hun varetog hvervet som praktiserende  speciallæge i børnesygdomme.

 

Beretning om

Samuel Mikkelsen

 

Samuel var - med visse afbrydelser - medlem af Skørping- koret i 11 år fra 1998.

 

Han blev uddannet teolog fra Aarhus Universitet. Fra 1993-1998 var han præst for den dansktalende del af menigheden i Midtgrønlands Provsti. Efter flytningen til Skørping har han ikke haft noget embede på grund af en psykisk lidelse.

 

Samuel opnåede mental lise ved talrige gange at besøge Helligkorskilden ved Gl. Skørping kirke. Det var her han for år tilbage oplevede at se konturerne af dronning Margrethe den Første. Således blev han tilskyndet til at åbne for kirkeårets tekster – skrevet på vers, som er publiceret i bogform: Kildesangbogen. Han har siden hen udgivet Julesangbogen, Tillæg til Den Danske Salmebog samt en Katekismesangbog. Alt dette er primært sendt til den nuværende Margrethe den Anden.

 

Selv på 100 meters afstand sporede man (en hånd var højt hævet), når Samuel havde vigtigt nyt at berette om – det kunne for eksempel være et takkebrev fra selvsamme regent.

 

Samuel fortalte med ildhu om sin tid som gårdsanger i studietiden i Århus og om sine mange gode oplevelser på Grønland, som han kom til at sætte så stor pris på. I vort kor sang han tenorstemmen, som han i sine bedste stunder beherskede ganske godt. Han deltog flittigt ved vore mange vidtfavnende arrangementer, hvor han overalt gjorde sig bemærket ved sin imødekomne omgangsform.

 

Han kunne ind imellem forekomme ret så udisciplineret på sin egen distræte facon, men vi accepterede langt hen ad vejen hans adfærd, da han grundlæggende forekom os at være et venligt og velmenende menneske, der havde sine indre dæmoner at kæmpe imod.

 

Han elskede sine tre børn, som han hver sommer tilbragte en uge sammen med på Bibelcamping på Sjælland, hvor han havde tilbragt sin barndom. Samuel blev en kendt person i hele byen. Han var på talefod med alle.

 

Han døde efter et ret kort tids smertefuld sygdom i september 2011. Han blev 50 år gammel. Han er begravet på Gl. Skørping kirkegård tæt ved Helligkorskilden.

 

Samtale med

Karin og Anders Hagemann

 

Af de to er Karin den mest erfarne korsanger.  Hun har altid udfoldet sig som sådan, idet hun debuterede i folkeskolen i Århus. Herefter fortsatte hun i Marselisborg Gymnasiums kor. Imellem 2. og 3. G var hun på et års ophold i USA. På High School der var der korundervisning på skemaet hver dag. Hun har altid mestret den mest lyse ende af toneskalaen.

 

Karin blev uddannet som folkeskolelærer på N. Zahles Seminarium i København. I den periode lagde hun stort set sangen på hylden. Nu havde hun da også truffet sin Anders og var blevet mor. Familien flyttede til Svenstrup i 1968. Fra da genoptog hun sangen, idet hun i en årrække har været medlem Svenstrupkoret, Filharmonisk kor og Aalborg Kammerkor.

 

Som folkeskolelærer var hun leder af Svenstrup skoles Lillekor. Skolens musiklærer, Thomas Møller stod for det den årligt tilbagevendende Musical. Der var virkelig gang i musikken deroppe.

 

I 1997 flyttede Karin og Anders til deres nuværende skønne bolig i skoven  i Tisted Holter. Året efter erfarede Karin, at der vil blive afholdt et større stævne på KulturStationen i Skørping med Søren Birch som instruktør. Det blev anledningen til, at hun blev optaget i vort kor som en af de fremmeste sopraner. Bortset fra de allerseneste år har hun deltaget ved stort set alle regionale og landsdækkende stævner under DAFO, inklusive de to Festival-kor-stævner der blev afholdt i Odense i år 2000 og 2003.

 

Dette kan bevidnes af redaktøren, der som én af passagererne fra et sådant stævne oplevede Karins potentiale som racerkører, idet hun som fører af en VW Passat Stationcar 2.0 l overhalede alt og alle. Da vi var nået til Skørping på rekordtid, faldt bemærkningen fra den helt upåvirkede (den eneste) Karin: Det var så det smut.

 

Karin er suppleant i Skørping Sangforenings bestyrelse.

 

Anders blev student fra Sorø Akademi, hvor han lærte korsangen til fulde. Han havde bl.a. Henrik Schiøtz (bror til den navnkundige Aksel) som sanglærer. Siden hen blev han travlt optaget af hvervet som EDB-specialist, det være sig som lærer ved VUC, som ansat ved Kommunedata eller som leder i et privat firma.

 

Der blev dog også tid til at synge i Svenstrupkoret og i en periode tidvis i Skørpingkoret, hvor han har været fast medlem som sanger i basgruppen siden 2008. Anders er medlem af foreningens bestyrelse og af bestyrelsen for Rebild Musikforening.

 

Begge er glade for medlemskabet af Skørpingkoret på grund af det gode sammenhold og – ikke mindst – syngemesterens indsats.

 

Samtale med

Lissi Hyldgaard

 

Lissis barndom var præget af sang og musik – ikke mindst det sidste. Faderen var en habil folkemusiker, der udfoldede sigt hist og pist. Farbroderen, Børge Knudsen var den professionel musiker, der i 1951 overtog ledelsen af Skørping Sangforenings mandskor efter Hilbert Johansen. Snart efter fik han skabt det blandede kor, der ophørte i slutningen af 50’rne. Det skulle en snes år senere genopstå som Skørpingkoret.

 

Lissi selv var et oplagt sangligt talent. Hun var medlem af folkeskolen kor og optrådt gerne solo med bravur. Så fulgte årene med uddannelse, mand og børn. Sangen blev lagt på hylden.

 

Som 30-årig kundgjorde hun, til familiens store overraskelse – og skepsis, at hun fra nu af ville ufolde sit musikalske talent som harmonikaspiller. Skepsissen blev gjort til skamme. I de forløbne snart 30 år har hun med megen glæde dyrket det musikalske fællesskab, som præger harminkaorkestrets medlemmer. I tilgift blev et helt unikt medlem hendes nuværende ægtefælle, Poul. Årets store begivenhed er det ugelange varende og landsdækkende harmonikatræf i Bindslev i Vendsyssel, hvor til begge er valfartet i mands minde.

 

I 1989 genoptog Lissi korsangen, idet hun blev medlem af Lene Grønbechs damekor Lenes Labre Larver. Endelig - to senere endte hun i Skørpingkoret, hvor hun nu i 20 år har været en af korets lyseste sopraner.

 

Hun har i samme periode drevet en cateringvirksomhed, der har haft så megen succes, at det er knebet med at deltage ved mange af korets regionale og landsdækkende arrangementer. Dog deltog hun i 2002 ved  Landsstævnet i Odense. Det år fyldte Danske Folkekor 100 år.

 

Hun glemmer aldrig de fornøjelige timer, festlige kormedlemmer tilbragte på Dalum Landbrugsskole. Den fik ikke så lidt - der ude i Vestbyen. Lige så oplagte deltog de selvsamme medlemmer ved den flotte afsluttende koncert i Carl Nielsen Salen.

 

Korsangen indebærer afstresning fra en travl hverdag. Behovet må være stort, for Lissy er også medlem af et blandet kor i Nørre Sundby.

 

Endelig har Lissi i al den tid, hun har sunget i vort kor været leverandør af talrige uforlignelige måltider, som kormedlemmer fra nær og fjern har nydt godt af.

 

Samtale med

Lise Westergaard

 

Det var på Musikskolen i Aalborg, Lise fik sin musikalske grunduddannelse som barn. Først på blokfløjten. Efterfølgende gik hun til klaverundervisning i 5 år. I gymnasietiden sang hun i skolens kor i Hasseris.

 

Da hun tog studentereksamen i 1988 havde hun besluttet, at hun ville uddanne sig som fysioterapeut, men der skulle gå 4 fjumreår, før hun påbegyndte studiet.

 

De år blev meget givtige – også musikalsk. Således var hun for eksempel på et højskoleophold på Danebod Højskole i Fynshav på Als. Det var i 1990 – det sidste år Danske Folkekor afholdt sine sommerkorstævner. Musikpædagogen og komponisten Erik Sommer var skolens faste lærer. Han opøvede holdet ikke alene i korsang, men også i at skrive og komponere sange.

 

Efter et års ophold i Stockholm tog hun turen til jordens sydlige halvkugle, hvor hun i Australien blev ansat på en Rudolph Steiner institution, hvor  musikken også fyldte meget.

 

Sin uddannelse tog hun på Fysio- og Ergoterapeutskolen i Odense. Skolen havde eget blandede kor, som hun var medlem af i 3 år. I de efterfølgende 4-5 år fik hun mand og barn. Familien flyttede til Skørping i år 2000. Året efter blev Lise medlem af vort kor.

 

I de forløbne 10 har Lise sunget sopranstemmen. I perioden har hun født 2 børn og har holdt ca. 2 års pause fra koret omkring fødsler og barsel. Ellers har hun med glæde deltaget i alle forårs- og julekoncerter, men ikke ved så mange regionale og landsdækkende stævner, da hun er ung mor med nu 3 børn.

 

Hun er meget glad for medlemskabet af koret. Som yngre medlem kunne hun nok ønske sig et mere rytmisk præget repertoire, hvorfor hun var begejstret for, især Celebrate All Heaven and Earth, som blev sunget ved julekoncerten sidste år, og som er på programmet også i år, 2011.

 

Hun beundrer syngemesteren for hans omhu og kunnen. Hun agter at forblive korets trofaste medlem.

 

Skriftlig beretning fra

Bodil Tvedegård

 

Mit medlemskab af Skørpingkoret ligger tilbage til ca. 1996-1997. Efter at det lille Willestrupkor, under Willestrupspillene, som Maria Ohrt- Nissen dannede i medio 1990érne, nedlagde sig selv, fulgte jeg med over i Skørping Sangkor og kom her under Søren Steen Nielsens professionelle, dygtige og kærlige ledelse som 1. sopran.

 

Mit” sangerliv”, begyndte dog længe før. Med sindet sporet ind på refleksioner bagud opdager jeg overraskende, at det bliver en lille” musikalsk rejse” ad følelsernes bugtede sti i såvel dur som mol.

 

Jeg er født i sommeren 1957 på en gård på en bakketop på Djursland som sidste og 3. barn. Mine tidligste erindringer om sang er fra barndommens dejlige juleaftner, hvor jeg som den ihærdigste sang ”Et barn er født i Bethelhem”. I det hele taget husker jeg mig selv som et lille ”Trallebarn”, der under mine ofte ensomme lege havde meget snak og sang med mig selv og mine dukker.

 

Min far var medlem af det stedlige menighedsråd og med dertil hørende pligter som pyntning af kirke ved jul og påske - med mig som ivrig hjælper.  Ved de efterfølgende gudstjenester blev de fine gamle salmer raskt lært af en lille ivrig pige.

 

De første skoleår foregik på en lille landsbyskole. Her indtog ”De små synger” pladsen som den vigtigste bog i de første år af min skoletid. Til stor glæde for ”Trallebarnet” blev sangen nu rigtig taget alvorligt. Næsten hele repertoiret blev lært under kyndig og kærlig ledelse af førskolelærerinden Else Marie Hammershøj. Bedste julegave i 1964 var da også ”De små synger”. Den fulgte mig gennem rigtig mange år og gik selvfølgelig i arv til mine børn.

 

Men nye tider var dog også på vej, Et dejligt sangminde har jeg fra min bror, der 6 år ældre end jeg, nok havde styr på den nye musik genre. Vi sang lystigt foran spejlet, med hver sin ketcher som guitar, Beatles ” She loves you, yeah, yeah, yeah”

 

Den uforstyrrede lykkelige barndom blev dog på grusomste vis slået i itu i april 1966, hvor min bror Jens Vilhelm døde af kræft. Han blev begravet på en alt for grøn og anemonefyldt majdag. Alting blev sort derhjemme, og de lyse toner blev, fra jeg var 9 år, nu stemt i mol.  I mit voksne liv er det stadig en toneart, der alt for nemt indfinder sig ved de rette ord og stemninger.

 

Men med mit trods alt lyse sind og iver efter oplevelser og læring, startede jeg i børnekor som 9-10 årig under en særdeles kompetent sanglærer, - kæmpkvinden Inger Jacobsen på Skørring Skole. Hun kunne med tiøreskager og en fantastisk fortolkning af Ingemanns ”På Sjølunds fagre sletter” få sit kor til alt  - og vi elskede hende! 

 

I gymnasietiden på Randers Statsskole sang jeg med glæde og entusiasme i kor i både 1. og 2. g. Det store gymnasiekor var under kyndig ledelse af den dygtige lektor Herluf Houengaard. I disse år oplevede jeg også den første seriøse præsentation af den klassiske musik.

 

Jeg stødte i mine ungdomsår tit på folk, der bemærkede at jeg ofte sang (for mig selv) og herefter kommenterede det videre med følgende ord: ”Du må da være glad” og mit svar var ofte ”Nej ikke specielt” men mine følelser blev i disse Weltsmertzår ofte udtrykt gennem sang.

 

Herefter kommer der nu år med stor travlhed, uddannelse, ægteskab, 3 børn og fuldtidsarbejde. Vi er nok en aktiv familie, og den store tid til egne interesser er der ikke i en del år. Dog vælger hele familien at deltage aktivt i de historiske egnsspil , Willestrupspillene gennem en lang årrække. Her bliver den gamle glæde ved musik, sang og teater vakt igen. Ud af dette opstår også en lille Syngepigegruppe, som jeg lejlighedsvis stadig ødelægger min stemme med (siger Søren J).

 

De mange år i Skørpingkoret har bragt mange store oplevelser med sig. Af højdepunkter er der mange, og jeg vil bl.a. nævne opførelsen af Mendelsohns Elias i 2000, - Les Misèrables, som vi sang ved Skørping kommunes udnævnelse som Kulturkommune i 2002. 100 års jubilæet for Dansk Folkekor i Odense i 2002 med Michael Bojesens ”Tidernes Sang”. Ved denne lejlighed oplevede jeg for første gang sammenhold og venskab mellem kormedlemmerne Vi var jo, som ved den slags lejligheder af sted over flere dage, så der blev både tid til fest, spøg og hårdt arbejde.

 

Jeg deltog i Nordklang i Uppsala  i 2007, og som forholdsvis nyopereret i ryggen, havde jeg min mand Denis Nyboe med som hjælper.  De store musikalske oplevelser, vi havde sammen i Upsala den sommer, gjorde, at min mand nu også er blevet medlem af koret.

 

En oplevelse af de lidt mere specielle og ikke så rare fik min mand og jeg, da vi i efteråret 2009 deltog i prøverne til Haydns Skabelsen i Viborg Domkirke. Alt gik godt, - det er sidste prøve om lørdagen inden den store opførelse dagen efter. Pludselig bliver der kraftigt signaleret til mig, at jeg skal forlade min plads i koret straks. Vi havde fået en telefonopringning, vores 22 årige søn var styrtet på cykel. Han havde kort været uden for bevidsthed og var nu på vej med udrykning til sygehuset i Aalborg. Heldigvis var det ikke så slemt som annonceret, han havde lykkeligvis kun fået sig nogle grimme knubs.

 

Ved opførelsen næste dag i Domkirken oplevede vi derfor ikke rigtig suset ved den flotte og vellykkede koncert; angsten, glæden og lettelsen oven på den store forskrækkelse sad stadig i kroppen som det altdominerende. 

 

Gennem en årrække har jeg været medlem af bestyrelsen i Skørping Sang- og Musikforening, som koret var et led i indtil 2011. Her har jeg været glad for al den erfaring, man får i samarbejdets svære kunst, samt i de rent praktiske færdigheder man også får som sekretær.  Endelig er min viden og interesse for klassisk musik og specielt opera er vokset en hel del i disse

bestyrelsesår. 

 

Lad mig runde af på følgende måde. Er ked af at måtte tilbage til min gamle ”Mol-ven” men den følger mig trofast. I foråret 2007 var vi i korprøverne til” Navigare Necesse” Tolv digte om Danmark 1940, af Kaj Munk, - kommet til digtet om Maj. Teksten ramte mig lige i hjertet og det lykkedes mig vist ikke at synge med på ordene der lyder:

 

”At Fuglelatter og Blomstersmil

 kan gøre så ondt kan gøre så ondt!

 De trykker mig ind imod Hjertet en Pil

 og drejer den rundt og rundt.

 Her sidder jeg lænket i Smerternes Borg.

 Forstå, hvor jer glæde kun haaner min Sorg”

 

Samtale med

Anne H. Thomsen

 

Anne er vokset op i et præstehjem som den ældste (4 år) af to piger. Hun var stærkt knyttet sin kræftramte og uhelbredeligt syge mor, der døde efter 4 års sygdom. Da var Anna 10 år gammel.

 

Det var moderen, der på nænsom og legende vis oplærte hende i klaverspillets finurligheder. Sammen sang de tillige masser af sange og salmer. Det er især Ingemanns og Weyses Morgen- og Aftensange, hun har i kærlig erindring  – ikke mindst fra Morgensange for Børn: Nu titter til hinanden.

 

Anne gik på frk. Mørks privatskole i Hillerød. Her sang hun i skolens kor. Hun husker især to lærere, som i de svære år jævnligt besøgte hjemmet for at bistå Anne.

 

Hun fik et nært forhold til faderens kirkes organist, der lærte hende at håndtere instrumentet. Ja, hun blev endog snart så god, at hun kunne vikariere for selvsamme.

 

Anne vidste tidligt, at hun ville være sygeplejerske. Efter at have taget realeksamen kom hun et år i huset i Rungsted. Her fik hun mulighed for at spille på hjemmets flygel. Samtidig gik hun til orgelundervisning hos organisten i Hørsholm kirke.

 

Da faderen fik embedet som sognepræst ved Oue/Valsgaard sognekirker i omkring 1967, flyttede også Anne til egnen, idet hun blev uddannet som sygeplejerske på Randers Centralsygehus. I 1970 viede faderen hende til ægtefællen Knud i Valsgård kirke. Sammen fik de to børn og flyttede til Skørping i 1997, idet Knud havde fået en stilling som militæroverlæge ved Flyvestationen Aalborg.

 

I uddannelsesperioden var hun fast Luciabrud. Ellers blev der ikke tid til sang – og slet ikke korsang. Det var først i 2007, at Anne lærte Ulla Bidstrup at kende, da de begge gik til klaverundervisning hos Lili. Det blev ikke svært for Ulla at overtale hende til at melde sig ind i Skørpingkoret.

 

Hun fik sin ilddåb som korsanger ved Nordjyske Folkekors stævne i Aalborg i november 2007. Der var afsluttende koncert i Vor Frelsers kirke med Öhrwalls Gaudete som hovedværket. Det er uvist om oplevelsen var for overvældende, men Anne har ikke deltaget i noget regionalt stævne siden dengang. Hun holdt da også en pause fra koret i årene 2009 og 10.

 

Nu er hun så med igen og er glad for det. Hun nyder at synge i et fællesskab og mener, at hun har en god evne til at lytte sig ind til kernen af dette. Ingen tvivl – fra nu af er hun et trofast medlem af koret, så længe kræfterne og stemmen rækker.

 

Samtale med

Janicke Arnbak

 

Barndomshjemmet i Svenstrup var præget af megen musikalitet. Moderen var uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium på klaver og i sang. Faderen var en habil amatør-kontrabassist.

 

Også Janicke og lillesøsteren havde fået musikaliteten som nådegave. Sammen med forældrene dannede de en sangkvartet med moderen som sopran, søsteren som tenor, faderen som bas og Janicke som alt. Kvartetten var meget populær i familiekredsen, der bestod af mange musikalske medlemmer. Lillesøsteren, Irene Becker, er nu musiker (keyboard eller klaver) i Pierre Dørges verdenskendte New Jungle Orchestra.

 

Janicke selv var med i folkeskolens børnekor og i moderens Englekor som gav koncert i kirken ved juletid. Moderen fik endvidere opsat en ældre udgave af Familien Trap, hvor Janicke selvsagt var et af medlemmerne af den store børneflok. Hun medvirkede såmænd også ved moderens opsætning af Folk og røvere i Kardemomme by.

 

I teenageårene var hun medlem af en trio, der også omfattede søsteren og en mandlig ven. I hele tre år glædede trioen mange nordjyder i hele regionen ved deres sang - gerne sammen med andre amatørsangere..

 

Ellers lærte Janicke klaverspillet, men også at beherske, blæser- instrumenter, som klarinet, saxofon, og altfløjte.

 

Da hun i midten af tresserne kom på Vestbirks Højskoles musiklinje var hun altså særdeles vel udrustet til at gøre fyldest i de mange af højskolens musikalske aktiviteter, sangligt som instrumentalt. Opholdet blev en stor oplevelse.

 

Hun tog uddannelsen som børnehavepædagog på seminariet i Aalborg. I den periode var hun medlem af flere kor. Som uddannet pædagog var hun selvskreven til at underholde lydhøre børn. Mange af sangene havde hun selv skrevet.

 

Efter at være flyttet til Stinesminde ved Mariager Fjord blev hun medlem af Rostrupkoret i 1992. Koret var medlem af Nordjyske Folkekor. Hun mødte Søren ved indstuderingen af Elverskud i forbindelse med Skørpingkorets 100-års jubilæum i 1995. To til tre år senere skulle blive medlem af selvsamme kor. Det har hun ingenlunde fortrudt.

 

Janicke synes, at vort kor har en høj kvalitet, takket være synge- mesterens store musikalske kompetence og pædagogiske evner. Hun finder, at repertoiret er tilpas udfordrende.

 

Janicke er ramt af en langsomt progredierende muskeldystrofi (muskelsvind), hvorfor hum i en lang årrække har været køretolsbruger. Derfor har hun ikke magtet at deltage ved de store Landsstævner uden for Skørping.

 

Med den allerstørste glæde fik hun dog oplevet at deltage ved opførelsen af Haydns Skabelsen i Viborg Domkirke i år 2009, oratoriet Elias i år 2000, opførelsen af Faurés Requiem i Ingstrup Kirke i 2002 og Schuberts Messe i G-dur i 2004, der blev opført på tre forskellige lokaliteter. Nu glæder hun sig meget til den forestående julekoncert i Skørping Nykirke i år 2011.

 

Beretning fra

Bodil Steffensen

 

Jeg startede i Skørping Sangkor i 1997/98 samtidig med, at jeg sang i Rostrup Koret, hvor jeg havde sunget i godt 25 år. Efter i 2 år at have sunget i begge kor valgte jeg at stoppe i Rostrup.

 

Jeg sad i hovedbestyrelsen i Danske Folkekor i en årrække, samtidig var jeg medlem af Nordjyske Kreds’s bestyrelse med først Runa Lauritzen og senere Maria Ohrt-Nissen som formænd, det var nogle meget spændende år.

 

Der har været mange dejlige oplevelser sammen med koret, og de mange stævner vi deltog i. Især mindes jeg med stor glæde Landsstævnet i Odense i 2000, hvor vi sang Michael Bojesen’s kantate ”Tidernes Sang”, og i 2010 i Viborg Domkirke med ”Skabelsen” af Haydn.

 

Jeg var desværre nødt til at stoppe med sangen af helbredsmæssige grunde Jeg savner det dejlige fællesskab der er i koret, og det rykker vældigt i mig, når jeg er tilhører til koncerterne med koret.

 

Jeg ønsker koret hjertelig tillykke med jubilæet, og håber på fortsat, at kunne høre ”Jeres” koncerter.

 

Mange hilsener til jer alle, også - og sidst - men ikke mindst til

”Syngemesteren”.

 

Bodil Steffensen, Arden

 

Beretning fra

Mia Korsdal Stensballe

 

Min rejse ud i korsang startede i Flemløse, en lille landsby på Vestfyn. Jeg husker ikke præcist hvor gammel jeg var, men jeg havde allernådigst fået lov at komme med min storesøster til kirkekor. Det var også her, i en alder af 7 år, at jeg startede på at spille klaver. Så musikken har altid været der i en eller anden form.

 

Jeg sang i skolekor op gennem folkeskolen hvor klaverspillet blev lagt lidt på hylden. Man kommer jo ikke rigtig nogen vegne, når man ikke øver sig. I gymnasiet endte jeg som musikfaglig, hvorfor sang og musik fyldte meget i min dagligdag i 2. og 3. g. Jeg begyndte, for egen regning, at få klaver undervisning igen, og i det hele taget fik jeg i de 2 år meget mere forståelse for musikken. En sjov oplevelse var opførelsen af Sebastians Skatteøen, hvor jeg var med i koret.

                                   

Efter en afstikker til bl.a. London hvor der ikke var så meget sang, startede jeg på Universitet i Odense i 1992. I 1994 begyndte jeg så i Odense Universitets Storekor, hvor jeg var så heldig at Alice Granum på det tidspunkt var korleder. Jeg blev i koret lige til jeg flyttede med familien til Skørping i 2006, kun afbrudt at 2 barsler og et års forældreorlov i Melbourne, Australien.

 

Vel ankommen til Skørping fik vi efter 3 uger vores mindste, Caroline, og i september 2007 startede jeg så i Skørping koret. Jeg savnede korsangen, så det var helt naturligt at prøve koret af, og det har jeg ikke fortrudt.

Jeg har ikke deltaget i større korstævner, da det ikke altid er kompatibelt med små børn, men håber da efterhånden som ungerne bliver ældre, at få tid og lejlighed til at deltage i flere ting. Min rejse ud i kor sangens afkroge er i hvert tilfælde ikke slut endnu. Jeg håber på mange år endnu men gode koroplevelser.

 

 

 

Gerhardt Kløve Jacobsen

 

Jeg kom ikke fra et hjem med klaver, men fra et landbrug med meget sang i hjemmet, både ude og inde. I skoletiden var jeg begunstiget med inspirerende sanglærere, ikke mindst i gymnasiet, på Århus Katedralskole, hvor Henrik Schiøtz gav kommende studenter en solid sang- og musikballast. Herefter fulgte ca. 20 år i København, hvor de sanglige udfoldelser mest var inden for studenterliv og senere privatliv: vugge- og børnesange.

I 1981 flyttede vil til Rebild, idet jeg fik job i Aalborg. Ved en fest i den lokale grundejerforening fik Olga, som også boede her, mig shanghajet til at prøve korsang i Skørpingkoret. Det var i efteråret 1982, hvor jeg fulgtes med vores nabo Finn Feldvoss til første koraften på Lilleskolen og fandt plads, som han, blandt basserne, hvor jeg især husker postmesteren, Vejersø, med det store hvide hår. Inden jul blev jeg dog flyttet over til tenorerne – der befandt jeg mig godt og har sunget her siden.

 

Gennem de følgende år blev koret en fast del af mit virke – ikke mindst i årene 1991-1998, hvor jeg var involveret i ingeniørprojekter ved Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen. Her pendlede jeg til København, typisk 3-4 dage om ugen, men kunne som regel nå hjem til koraften torsdag. Siden, hvor der blev mere luft i mit arbejdsliv, var jeg nogle år i bestyrelsen for sang- og musikforeningen.

 

Fra de første år er det især Schuberts Deutsche Messe, som gjorde dybt indtryk på mig. Vi sang dele af den ved julekoncerten i 1983 og opførte den i sin helhed første gang i 1985. Heilig, heilig, HEILIG! gik ind til marv og ben, og den dag i dag er den favoritten over alle blandt kormusik - i vores familie.

 

Fra mange gode stunder med vores norske venskabskor, Båstadkoret, husker jeg især det første besøg i Skørping i foråret 1993, der blev afrundet med en vandretur i den lysegrønne bøgeskov, en oplevelse nordmændene bl.a. kvitterede for med sangen ”Vänskab”. Den sang blev siden en fast del af talrige afskedsritualer ved vore gensidige besøg; det var ved en sådan afsked i Norge, jeg kom til at sige farvel til Bodil Steffensen, som dog protesterede – og ville med hjem. Præsentation af nye medlemmer var ikke just indarbejdet i koret.

 

Gennem årene har jeg deltaget i de fleste regionale og landsdækkende stævner og i de seneste år også Nordklang stævnerne. Ud over talrige musikoplevelser er mødet med Placido Domingo i 1993 værd at mindes – da han med Inga Nielsen i hånden ankom til Idrætsparken i København, til en tusindtallig korsangerskare, og gik hen imod vi sangere på tribunen for på tæt hold at hilse - op til tenorgruppen.

 

Koret i dag: Torsdag aften er fortsat et af ugens højdepunkter - ”jeg skal til ko..o..o..r, åja !...” - nu som i snart 30 år. Repertoiret er fortsat en fin blanding af fornyelser og gamle kendinge, og det samme kan siges at gælde for korets medlemmer - SUPER, at vi kan tiltrække kormedlemmer fra Aalborg og Mariagerfjord kommuner. Ildsjælen Søren Steen har en stor del af æren herfor; det er et privilegium at have Søren som korets drivkraft gennem 30 år, og han fastholder dermed en tradition fra den oprindelige sangforening: At korets dirigenter er langtidsholdbare.

 

Sangforeningen fremover: En vision kunne være, at lytning til fremmed korsang - nær og fjern - i højere grad vil indgå i foreningens fokus. Fine oplevelser fra korkoncerter i nærområdet er kun sporadisk blevet en del af

fællesskabet. Det gjalt også Verdens-korsymposiet i København i 2008 – en ”event”, der kun med tiårs mellemrum holdes i Europa. Her kunne et kræsent publikum hver dag i en uge lytte til nogle af verdens bedste kor. Fra Skørping var vi to – min viv og undertegnede.

 

Beretning fra

Mette Agerskov

 

Jeg mener, jeg startede i Skørping Sang- og Musikforening i efteråret 1985. Jeg havde ikke sunget i kor før, men havde gerne villet. Søren bemærkede, at jeg da gerne måtte synge i hans, og det har jeg gjort siden.

 

De første mange år startede sangaftenen for mit vedkommende med spisning hos familien Lauritzen. Tit var det børnene, der havde maddag, så det var altid spændende, hvad de havde hittet på. Derefter fortsatte vi så på skolen, i Medborgerhuset, på KulturStationen, og de seneste år i Sognegården, men altid om torsdagen.

 

Det har altid været en fornøjelse at skulle til sang. Møder var bandlyst om torsdagen, og forkølelser bestemt ikke belejliget den dag.

 

Jeg synes, vi har sunget mange spændende ting gennem årene. De lidt større kirkelige værker har nok været det, jeg synes bedst om, men jeg holder også meget af Tidernes Sang, som jeg synes har været et af de rigtig gode nye værker, vi har sunget til Landsstævnet i Danske Folkekor. I det hele taget synes jeg, at de stævner, hvor vi har sunget rigtig mange sammen, har været meget gode og morsomme.

 

Jeg har efterhånden deltaget i en del NOFO-stævner og Landsstævner, og har også været på to Nordklangstævner og til Nordisk Kor- og Kulturfestival (Nordklang-14) i Aarhus i 2010. Jeg håber da også, at jeg kan klare et par stykker endnu.

 

Jeg har været med i Skørping Sang- og Musikforenings bestyrelse og såmænd også været formand i 4 år, hvor vi både har haft kor og musik at ”tage os af”.

 

I forbindelse med kommunesammenlægningen var jeg en varm fortaler for, at Støvring og Skørping Musikforeninger fusionerede. Jeg håber meget, at Rebild Musikforening vil fortsætte med det gode arbejde, som første sæson og som programmet til den anden sæson lægger op til.

 

Skørpingkoret har i de 30 år, det har eksisteret haft en fantastisk dirigent i Søren Steen Nielsen – fint repertoirevalg - ind imellem har man jo lov til at være uenig. I Musikforeningen har Søren været formidabel til at finde solister og ensembler, hvilket har givet meget gode koncertoplevelser.

 

Den 30. julekoncert (2011) er vel overstået. Nu gælder det jubilæumssæsonen, der nok vil byde på hårdt arbejde ind imellem, men helt sikkert også på

gode oplevelser.

 

For nogle af os vil sæsonen ende med Landsstævnet i Næstved. Det kan kun blive en god sæson.

 

Samtale med

Lise Østergaard

 

Lise gik i en landsbyskole i Vendsyssel, i en tid da fællessangen var en integreret del af skolegangen. Efter skoletidens ophør dannede én af skolens lærere et ungdomskor, af hvilket Lise var medlem fra 14-17 års alderen. Der blevet sunget unisont i mange sammenhænge – uden brug af noder.

 

Herefter fulgte mange år med uddannelse og job som modelsyerske, mand og børn. Først i januar 1998 blev Lise medlem af Skørpingkoret på opfordring af naboen og veninden, Anne Marie Dalsgaard, der ydede hende værdifuld hjælp ved overgangen til den flerstemmige sang, der har givet hende så mange gode stunder. Hun har da også været et meget trofast kormedlem, der har deltaget ved de allerfleste koncerter - lokalt, regionalt som landsdækkende.

 

Hun mødte venskabskoret fra Båstad første gang ved NOFO’s 50-års jubilæumsstævne på KulturStationen i oktober 1998 og har været med på venskabsbesøgene i de følgende år. Hun har f. eks også deltaget ved flertallet af Opera i Kor arrangementerne på gymnasiet i Nørre Sundby.

 

Hun glæder sig til at fortsætte i det vokale fællesskab, når hun har overvundet generne efter et brud på et kraveben.

 

Samtale med

Else Doris Larsen

 

Elses barndom var præget af adskillige flytninger. Hun endte med gå i skole i Korup og på realskolen i Bælum. Der var megen sang i skolen, som det var traditionen i de år. Sangen var oven i købet et eksamensfag. Hun fik - forventeligt -  høje karakterer.

 

I 1975 flyttede familien til Skørping. Her var fætteren Axel Pedersen organist ved kirken. Hun blev straks medlem af dennes blandede kor, der dog kun rådede over én mandsstemme. En overgang fik korets medlemmer værdifuld systematisk stemme- og korsangstræning af en sangpædagog (Jens Ibsen) fra Aalborg.  

 

Da Axels kor gik ind i 1979, blev Else medlem af Sørens kor. I en femårig periode fra 1985-90 var hun medlem af Sørupkoret. I den periode var hun

også en af Lene Grønbechs labre larver, alias lyse lærker.

 

Hun vendte tilbage til Skørpingkoret, da hun savnede mere motiverende sanglige udfordringer. Siden da har hun taget udfordringen op til fulde. Ikke alene har hun været et skattet medlem af soprangruppen, men også korets uforlignelige sangskriver, der har været fast leverandør ved de tilbagevendende begivenheder. Poesien har altid været mundret – præget af humor og bid.

 

Else har været ivrig deltager ved stort set alle stævner. Hun husker tydeligt Landsstævnet i Holstebro primo maj 1997. Arrangørerne og – vist nok – også meteorologerne havde lovet godt, lunt vejr. Hun endte med at tilbringe natten i et tomandstelt i et fastlandsklima med nattemperaturer på ned til i nærheden af frysepunktet. Nedbøren faldt dog kun som regn. Ellers var stævnet godt nok.

 

Else Dorit agter at fortsætte den sanglige og poetiske karriere i Skørpingkoret i uoverskuelig fremtid.

 

Beretning fra

Maria Ohrt-Nissen

 

Jeg har altid sunget. Min fars familie var meget musikalske, det hedder sig, at min farfar og hans søskende – de var 11 søskende i en præstegård – altid sang flerstemmigt, selv når det bare var en lejlighedsang. Det var derfor lige så naturligt for mig og mine søskende at få undervisning i klaverspil, som der var andre at lære at sidde pænt ved bordet. Men klaveret og jeg blev nu aldrig venner. Mine forældre så muligheden i min sangstemme, og jeg fik i stedet undervisning i sang.

 

Min realskoletid og min gymnasietid fik jeg på Aalborghus Statsgymnasium hos en rektor, der var ”noget ved musikken” – nu hedengangne C. Willum Hansen. Koret indsang som den naturligste sag af verden danske sange til radioen, vi sang opera, hvor andre skoler spillede skolekomedie, og Aalborg Bykorkester akkompagnerede vores julekoncerter. Bare jeg dog dengang havde forstået, hvor fantastisk det var.

 

Under min studietid i Århus sang jeg i Byorkesterets Koncertkor, hvor vi hver jul sang Juleoratoriet – alle 6 dele. Jeg tror stadig jeg kan synge den i søvne. Vi sang med Byorkesteret hvert forår de store oratorier.

 

Jeg bosatte mig med min egen familie på landet og valgte folkekoret. Det har været meget anderledes, end det jeg kendte, men bestemt ikke dårligere. Kammeratskabet fylder betydeligt mere, og det er blevet mere værdifuldt for mig, end at få opfyldt mine store musikalske drømme.

 

Jeg har altid villet have indflydelse, og valgte derfor også på et tidspunkt at være aktiv både i Danske Folkekors hovedbestyrelse og i Nordjyske Folkekors bestyrelse, en periode som formand. Jeg har været heldig at lære mange spændende, musikalske mennesker at kende, og at få lov til at skubbe til den musikalske korudvikling i Nordjylland.

 

 

Samtale med Inger Lise ChristensenI folkeskoletiden i Øster Hurup blev der – traditionen tro – sunget morgensang og afholdt sangtimer, men der var ikke noget skolekor. Der blev også sunget meget i hjemmet, men Ingerlise opnåede ikke nodekendskab.

På ungdomsskolen nær Sæby blev der dannet et tostemmigt pigekor Sangpædagogen - Sang-Sørensen - fra Aalborg gav regelmæssig undervisning. Han var selv leder af et kor i hjembyen.

 

Siden hen gennemførte Inger Lise sygeplejerskeuddannelsen på det tidligere Aalborg Amtssygehus (nu Aalborg Syd). I de år dyrkede hun ikke sangen uden for hjemmet. Hun var således ret så uerfaren udi i korsangen, da hun blev kormedlem i januar 1998.

 

Hun erindrer klart, hvor højt og hvor rent hendes medsopraner kvad. Det

var udfordrende.

 

Det første store koroplevelse blev NOFO 50-årsjubilæumsstævnet samme år. Da var hun ganske godt med på noderne. Her mødte hun for første gang vennerne fra det norske venskabskor fra Båstad. 

 

I de følgende år har hun deltaget ved de to landsstævner i Odense og i Tønder. Det var her, hun for alvor blev inddraget i fællesskabet og fik korefaring.

 

De øvrige stævner har hun veget uden om, da hun følte, hun ikke magtede opgaven.

 

Inger Lise har i alle måder været taknemmelig for, at sønnen og den fremragende tenor, Claus (Lille Claus) fik hende overtalt til at blive medlem af Skørpingkoret.

 

Samtale med enken til

Ejnar Sørensen

 

Fødselsår 2008. Død den 31.12 2012.

Ejnar er vokset op i Silkeborg under beskedne kår. Han mistede sin far i 1943. Denne var maskinmester i den engelske Atlanterhavsflåde. Moderen blev efterladt med fire børn.

 

Ejnar var medlem af FDF. Han lærte at mestre et blæserinstrument og var orkestermedlem i en årrække. I skoletiden sang han i kor. Han tog realeksamen og kom på seminariet, hvor han var medlem af det kendte Silkeborg Seminariekor og  af Silkeborg Motetkor.

 

Han blev lærer i Middelfart. Få år senere fik han ansættelse ved en eksternatskole i Aalborg. Da den kommunale skole i Skibsted blev overtaget af Åndssvageforsorgen i midten af tresserne blev han og hustruen Toni ansat sammesteds. Ejnar gik på pension i 1988, hvorefter ægteparret flyttede til Skørping.

 

Ejnar var mangeårigt medlem af Bælum Sangkor. Han blev medlem af Skørpingkoret i år 2000 og fortsatte med at synge i Bælum ind til  Bjarne Martins afgang i 2003. Han blev selvsagt taget i mod med kyshånd i Skørpingkoret - for nu havde koret fået to nye og meget erfarne korsangere – Ejnar Sørensen og Svend Aage Højen.

 

Ejnar blev vellidt ved sin altid venlige og imødekomne omgangsform. Der til kunne han udfordre enhver dirigent, da hans nodekendskab var helt i top og hans pertentlighed eksemplarisk.

Han deltog ved alle de korstævner, han kunne komme i nærheden af. Han forlod koret i 2009 på grund af problemer med helbredet. Toni beretter, at Ejnar fældede mange tårer, da han var nødsaget til at tage afsked med den korsang, der var blevet en integreret del af hans liv.

 

Beretning fra

Thor Bjørn Kjeldbjerg

 

Min opvækst med musik på landet er nok mest lærkefløjt, køernes kalden og fars sang over traktorkørslen, i det omfang han kunne teksten, for ellers trallede han. Mors godnat-sange og sange omkring højtiderne; specielt adventssøndage var også en del af barndommen. Og så var jeg én af de få drenge der sang med, når der blev sunget i skolen.

 

På Landbohøjskolen var vi en klike, som holdt af at synge ved sammenkomster, og det samme kan siges for det Planteavlskontor, som jeg endte med at arbejde på i Aalborg. Og sangglæden er givet videre til mine 3 nu voksne børn, der alle har haft musikundervisning i Skørping Musikskole fra de var små.

 

Min erfaring med korsang var meget sparsom inden jeg startede på Skørpingkoret i 1999. Torsdag var ellers helliget motionsvolley, men lysten til at synge vandt over boldspillet.

 

Jeg blev foreslået tenorstemmen, og har forsøgt at finde den lige siden. I lange perioder i starten (specielt om foråret) tillod arbejdspres og familieliv ikke plads til korsang, men i de senere år har jeg deltaget mere stabilt og føler mig efterhånden mindre usikker på stemmen. At min nuværende kæreste Mona også synger i kor (Aalborgkoret Dorimus), gør at jeg har én at dele sangglæden med på hjemmefronten.

 

Det har været herligt at være med ved julekoncerter, forårskoncerter, Opera i kor, 4. juli arrangementer m.m. Koret bliver ledet fantastisk dygtigt og med lune af Søren, og Kristen sørger for overblikket med hjemmeside og nodestyring. Det er ganske enestående.

 

Beretning fra

Birgit Gros Pedersen

 

En gang, da jeg var hos skolelægen med nogle elever, faldt jeg efter konsultationen i snak med skolelægen og fortalte hende bl.a. andet, at jeg for nylig havde været inde at høre Aalborg Symfoniorkester opføre Niels W. Gades ”Elverskud”. Jeg havde haft svært ved ikke at løbe op på scenen og synge med, for den opførte vi, da jeg gik i gymnasiet. Skolelægen svarede, at hun sang i kor, og at jeg var velkommen der, jeg kunne bare møde op næste torsdag og se, om det var noget for mig.

Skolelægen var Runa Lauritzen og koret var Skørpingkoret. Jeg kørte heldigvis til Skørping den følgende torsdag og opdagede til min glæde, at jeg da kendte korlederen, Søren Steen Nielsen. Vi sang i kor sammen, da vi begge gik på seminariet, Søren var allerede den gang solist, når der var opgaver til det.

 

Jeg satte mig og sang som tidligere først anden sopran, men fandt hurtigt ud af, at jeg da vist hørte hjemme hos alterne.

 

Dette skete vist nok i 1989, og lige siden da, altså i 23 år, har jeg sunget i Skørpingkoret.

 

Min interesse for at synge og synge i kor blev vakt af min sanglærer, da jeg gik i mellemskolen. Han var meget engageret, når han skulle dirigere koret, stod han oppe på en stol, da han ikke var særlig høj. Han var så ivrig, at jeg altid stod og var bange for, at han skulle falde ned.

 

Jeg synes, at vi har sunget mange forskellige ting i årernes løb, Søren er god til at blive ved med at finde nye ting til os, jeg forlader altid koraftenerne i bedre humør og mindre træt, end da jeg kom.

 

Det første korstævne, jeg deltog i, var i 1990, hvor vi med Sten Lindholm som dirigent opførte Mendelssohns ”42. salme”. Siden har jeg været med til mange korstævner, bl.a. i 1992 i Tivoli, hvor vi sang Händels ”Utrecht Te Deum” med min yndlingsdirigent, Michael Bojesen, ”Tidernes sang” i Odense i 2002, Mendelssohns ”Elias” i 2000 og Haydns ”Skabelsen” i 2009 med en anden yndlingsdirigent, Søren Birch.

 

I 1993 dannede man ”Danmarkskoret” i anledning af, at Placido Domingo og Inga Nielsen skulle synge i Parken i København. John Høybye var dirigent for os.. Vi skulle underholde, mens alle tilhørerne fandt deres pladser og indtog deres medbragte mad. Mens vi øvede, inden tilhørerne kom, kom Placido Domingo ned og hilste på Danmarkskoret. Det, synes jeg, var meget sympatisk af ham.

 

Jeg har deltaget i utallige andre korstævner, men jeg kan ikke omtale dem alle.

 

Til slut vil jeg fortælle noget andet ved korsang, som jeg godt kan lide: jeg kan godt lide den tilstand af koncentration, årvågenhed eller parathed, som jeg skal sætte mig selv i, når vi skal opføre et værk. Det er nu, det gælder, vi synger kun værket én gang. Glem at det er svært at se dirigenten, at du er træt, står dårligt, der er for lidt lys, har ondt i fødderne eller hvad, hvis en falder om (i Viborg Domkirke), så falder vi alle. Men sådan er vilkårene sommetider, og som regel tænker jeg efter en koncert: skal vi ikke lige synge den igen?

 

Beretning fra

Anne Marie Svendsen.

Min tid i Skørping koret.

 

Jeg har det meste af min barndom og som teenager boet i stationsbyen Hadsten mellem Århus og Randers. Der har altid været musik og sang i mit hjem. Min far og mor sang i Randers Bykor i en lang årrække, min mor spillede klaver og min far forsøgte sig på både guitar, violin og klarinet.

 

Som teenager i 70-erne blev det guitaren, folkesangen og protestsangen, der optog mig. Jeg sang kor i forskellig amatør rock bands og var også politisk aktiv med de gode gamle kvindekampsange.

 

På Skive Seminarium blev det til linjefag i musik med dertil hørende sang undervisning. I mit første job som lærer i Klaksvik på Færøerne fik jeg stort set ansvaret for musikundervisningen på skolen. Det var noget af en mundfuld og en udfordring!

 

I 1983 flyttede jeg til Himmerland, fik job på Mejlby Efterskole og boede i nærheden af Rostrup. Jeg fandt ud af Rostrup Korets eksistens og begyndte der et par år senere. Jeg var glad for at synge i kor med den daværende korleder Otto Sandkam.

 

Nogle år senere skiftede koret leder, og jeg valgte sammen med Janicke Arnbak at flytte vores sang til Skørping. Det var lidt af en udfordring at starte; men vi var jo to og støttede hinanden, så der gik ikke lang tid før vi blev rigtig glade for dette kor.

 

En af de største oplevelser for mig har været opførelsen af og arbejdet med Haydn i Viborg Domkirke. I det daglige betragter jeg den ugentlige koraften som en slags afstresning i forhold til arbejdet som efterskolelærer – torsdag aften er prioriteret højt. Jeg nyder at komme af sted, selv om jeg i perioder skal tage mig vældig sammen efter en nogle gange meget lang arbejdsdag.

 

Jeg har ikke deltaget i så mange store korstævner, da jeg også har andre interesser i min fritid; men de stævner jeg har været med til har været gode oplevelser.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til forsiden