Axel Pedersen

Telefonisk beretning fra Axel Pedersen, der er bosat i Vrist nær Harboør

Axel Pedersen blev uddannet som møbelpolstrer. Han var samtidig meget musikalsk og tog undervisning i såvel klaver- som orgelspil. Som 38-rig kom han på Det Nordjyske Konservatorium i Aalborg, hvor han gennemførte den mellemlange (præliminære) uddannelse som organist. I studietiden var han ansat som organist ved Sønder Tranders kirke.

Efter eksamen blev han ansat som organist ved Skørping kirke i 1971/72. Medio 70`erne fik han dannet et blandet voksenkor. Som leder af dette blev han aflønnet under aftenskoleloven. Koret øvede på Skørping skole og i kirken. Der var angiveligt kun ét mandligt medlem (postmesteren), der sang basstemmen. Et kvindeligt medlem sang tenorstemmen. Koret sang regelmæssigt i kirken i forbindelsen med højmessen og en sjælden gang ved andre lejligheder. Axel benægter, at der var tale om et egentlig kirkekor.

 

Da Søren Steen Nielsen kom på banen med sit kor opfattede Axel dette som en konkurrent, men måtte acceptere at kormedlemmer fra hans kor overgik til Sørens kor. Søren havde jo langt bedre forudsætninger som korleder, end han havde. Han fulgte selv med over og sang tenorstemmen samen med en eller to, der ikke kunne noderne, hvorfor han følte sig noget alene. Han deltog ikke ved noget stævne. Han forlod koret efter 3-5 år års medvirken.

Han var samtidig ansat som lærer ved musikskolen i Skørping, hvor han lærte Lene Grønbech Hansen at kende. Hun hjalp ham med at etablere et børnekor ved kirken. Han erindrer endeligt, at flere af hans tidligere kormedlemmer jævnligt mødte op ved de ordinære gudstjenester for at give deres besyv med.

Han opsagde organistembedet og forlod Skørping. som efterlønner i 1990.