Musikken fyldte meget i mit barndomshjem i København og når jeg tænker efter har jeg faktisk sunget altid.
I mine forældres familiealbum står der, at jeg som 2½ årig kunne synge Frihedssangen, og det var da også deres skyld, at jeg i 2.klasse blev flyttet fra en folkeskole og til sangskolen, som var hjemsted for Københavns Drengekor. Den blev i min drengetid ledet af Mogens Wøldike og senere Niels Møller. I dag er det Niels Møllers svigersøn, Ebbe Munk, som leder koret efter de samme kortraditioner som forgængerne.
Her startede min oplæring i korsangens mysterier og glæder, og gennem hele min skoletid havde jeg 8 – 10 timers kor – og stemmetræning, samt 2 ugentlige aftenprøver på de større kor- og orkesterværke,r som blev opført 2 gange om året: Påske og Jul. Derud over var der på alle søndage og nogle fredage hele året liturgisk kirkesang i Slotskirken og senere i Domkirken.
Denne musikalske opvækst betød mange store oplevelser og rejser. I min skoletid begyndte drengekoret at rejse udenlands, og jeg kan derfor fortælle, at jeg har optrådt på Scala-Operaen i Milano, som 12 årig.
Når korsangen var så integreret i skoleundervisningen, så blev det jo en naturlig del af min hverdag, og den gave man derved fik, tænkte man ikke så nøje over, men den kom alligevel til at præge mine valg senere i tilværelsen.
Som første. musiklærer i 1966 på Skørping Skole startede jeg et pigekor: Skørping Skoles Pigekor, og det var deres skyld, samt en rettidig bemærkning fra musiklæreren på mit seminarium, at jeg søgte på konservatoriet med hovedfaget musikledelse. Det var nødvendigt, at kunne noget mere. I stedet for en 4-årig musikledereksamen, endte det med en 7 årig sangeruddannelse med diplomeksamen og sang-pædagogik.
Herefterer begyndte jeg at synge opera på Den Jyske Opera, i operakoret og senere som solist frem til 1992. På det tidspunkt havde jeg sammen med kolleger og 3 studerende på konservatoriet oprettet Det Nordjyske Operakompagni, som i 2000 blev egnsteater.
Skørping Sangforening overtog jeg i 1982, men sangkoret begyndte at synge allerede i 1979 på opfordring af malermester Vebert Johansen og pastor Erik Skou. Koret havde omkring 20 sangere, og nogle var ”gamle” piger fra pigekoret, som nu fortsatte i et blandet kor. Når man er korsanger er det vigtigste arbejde at lære sin stemme, men for en korleder ligger det væsentligste arbejde i, at samle stemmerne til en korklang som fornemmes egal for koret. Det tager mange år for koret at lære det, og er en skoling af stemmen gennem sangøvelser, som ind imellem kan give nogle utilsigtede komiske situationer.
Ved en aftenprøve for mange år siden ville jeg lære sangerne forskellen på et stemt V og et pustet F. Begge lyde dannes som bekendt ved at sætte tænder og læber i forbindelse med hinanden. Hvad jeg ikke havde taget højde for var, at én af sangerne havde forlorne tænder, så de røg ud af munden på ham. Korprøverne er flyttet noget rundt. Først foregik de på Skørping skole i musiklokalet, senere på Lilleskolen, så flyttede vi til Medborgerhuset på Nykirkevej, og herefter til Kulturstationen. I dag , hvor vi er i Sognegården, har vi de bedste betingelser.
Gennem årene har der været mange store musikalske oplevelser, som det så fint er beskrevet i Jubilæumsskriftet:
Rådhuskoncerter, wieneraftner i det gamle medborgerhus på Nykirkevej, kirkekoncerter, friluftskoncerter og koncerterne på Kulturstationen o a. En af de store opgaver var opførelsen af Skabelsen på Comwell i Rebild til hotellets start, sammen med Gunnar Kragelund og Bælumkoret. Det var blot én af mange flotte opførelser, som man ikke forestiller sig kan lade sig gøre i en lille kommune.
En ting, som altid har været kendetegnet for Skørpingkoret er glæden ved at deltage i korstævner, og koret har altid stillet med mange sangere til stævnerne. Det giver fælles referencestof og bringer koret videre. Korstævner skal være inspiration for dirigent og sanger, og alle skal have noget med hjem. Men jeg husker især et, som blev en katastrofe, fordi instruktøren helt mistede situationsfornemmelsen overfor, hvad sangerne skulle præstere. Det må selvfølgelig ikke ske.
Et sangkor, som har eksisteret i 30 år er ikke blot et sangkor med prøver hver torsdag, men det bliver også et fast samlingspunkt på tværs af generationer. Derfor er det en fornøjelse og inspiration stadig at kunne møde gamle sangere, som har taget hele turen sammen med mig, sammen med de yngre sangere. Det betyder at koret, der er kommunens største, til stadighed har en fremtid i sig.