Elses barndom var præget af adskillige flytninger. Hun endte med gå i skole i Korup og på realskolen i Bælum. Der var megen sang i skolen, som det var traditionen i de år. Sangen var oven i købet et eksamensfag. Hun fik – forventeligt – høje karakterer.
I 1975 flyttede familien til Skørping. Her var fætteren Axel Pedersen organist ved kirken. Hun blev straks medlem af dennes blandede kor, der dog kun rådede over én mandsstemme. En overgang fik korets medlemmer værdifuld systematisk stemme- og korsangstræning af en sangpædagog (Jens Ibsen) fra Aalborg.
Da Axels kor gik ind i 1979, blev Else medlem af Sørens kor. I en femårig periode fra 1985-90 var hun medlem af Sørupkoret. I den periode var hun
også en af Lene Grønbechs labre larver, alias lyse lærker.
Hun vendte tilbage til Skørpingkoret, da hun savnede mere motiverende sanglige udfordringer. Siden da har hun taget udfordringen op til fulde. Ikke alene har hun været et skattet medlem af soprangruppen, men også korets uforlignelige sangskriver, der har været fast leverandør ved de tilbagevendende begivenheder. Poesien har altid været mundret – præget af humor og bid.
Else har været ivrig deltager ved stort set alle stævner. Hun husker tydeligt Landsstævnet i Holstebro primo maj 1997. Arrangørerne og – vist nok – også meteorologerne havde lovet godt, lunt vejr. Hun endte med at tilbringe natten i et tomandstelt i et fastlandsklima med nattemperaturer på ned til i nærheden af frysepunktet. Nedbøren faldt dog kun som regn. Ellers var stævnet godt nok.
Else Dorit agter at fortsætte den sanglige og poetiske karriere i Skørpingkoret i uoverskuelig fremtid.